Vægttabs projekt I - de første skridt

Min kæreste bakker op omkring mig 120% for at jeg kan tabe mig. Han elsker mig som jeg er, ligemeget hvor meget flodhest der går i den, og han siger samtidi han godt ved det ikke betyder noget inde i mit hovedet. Men hvad der betyder noget for mig er at han skubber med ud af døren med løbeskoene på, og selv sørger for opvask og mad osv. Ting, som jeg jo synes vi skal hjælpes ad om. Men han ved også at hvis jeg hjælper, så er klokken pludselig mange, og det er mørkt får jeg ikke løbet. Så 100% guld for den mand der står ved min side.


Efter at vi havde handlet igår, skubbede han mig ud af døren med løbeskoene på, så jeg kunne nå min løbetur inden vi skulle i svømmeren. Selv sørgede han så for opvask og sund aftensmad. Hytteost med radisser og en gulerodssalat med røget mørbrad, æbler og appelsin. Nu ved jeg hvordan han hurtig blev sulten igen sidst vi spiste noget lignende, så jeg beundrer ham meget for at stå igennem det for mig.

På løbeturen igår afprøvede jeg de nye vinter løbebukser jeg købte med min søster - i en størrelse der passer mig, og jeg følte mig næsten som en rigtig løber!

Bagefter var det en tur i svømmehallen hvor jeg svømmede et par baner og ellers trænede afsæt til dynamisk apnea. Og der er sket fremskridt. Jeg har mere ro på mine afsæt, og forsøger at få svømmet et par tag under vandet. Ved statisk apnea, som stadig er min favorit, går der nu længere tid førend kramperne begynder, men dog var jeg ikke i stand til af distrahere mig selv fra kramperne, hvilket betød at jeg hurtig kom op igen når kramperne begyndte. Rent mentalt kan jeg ikke abstrahere fra dem.

Der udover har jeg fået et par strømpebukser, som jeg kan passe. Tror måske de er en strørrelse for stor, men de er en klar forbedring, og sammen med en ny måde at sætte håret på begynder jeg efterhånden at føle mig ret godt tilpas. Idag er en selvsikker dag!

Tirsdag morgens overvejelser om vægttab

I tirsdags på vej på arbejde måtte jeg simpelthen sætte mig og skrive ned hvordan jeg har det med min kroplige størrelse, efter endnu en tragisk tøjkrise, hvor jeg følte at lige meget hvad jeg tog på, så var det stadig en flodhest der stod foran spejlet. Jeg har simpelthen måtte indse at jeg er langt forbi str. M/L i strømpebukser fra H&M og mere er nået til str. L/XL.


Jeg bliver simpelthen nødt til at have tøj, som jeg har det behgaeligt i - og hvis det ikke er behageligt, så ud med det, også må jeg til at tabe mig!! Det går ikke jeg føler mig som en flodhest hele tiden. At min mave føles som et bildæk og en forhindring for at jeg har det behageligt i tøj jeg førhen kunne passe. Selvfølgelig vil en større tøjstørrelse hjælpe, men at se str. L/XL i strømpebukser og str. 44 i trusser? Niks. Nej. Nahej. Det vil kun være en midlertidig løsning, og jeg vil egentlig rigtig gerne være en str. 38/40. En stensikker 40 - istedet for de dér en-gang-imellem-tshirts som er en str. 40.

MEN jeg kan være bange for at jeg bliver skuffet, fordi jeg vil forvente resultater for hurtigt og måske ikke kan holde ved. Jeg vil ikke blive fanget i skyldfølelsens fængsel igen over hvis jeg spiser chokolade, ikke får trænet eller løbet. Jeg vil simpelthen ikke ud i den rutchetur! Det skal være med en god oplevelse i kroppen, når jeg skal ændre den! Ellers går det bare galt.

Humlen er simpelthen, at jeg er bange. Jeg er bange for at alle de negative tanker der kan følge mig: at jeg ikke tør spise noget, eller i bedste fald nyde det, at jeg bliver deprimeret og tænker jeg er en fiasko, hvis jeg ikke "overholder" mine "egne retningslinier". Alle siger det er godt at have en med-coach på ens slankeprojekt, men jeg vil ikke dømmes, hvis jeg spiser træder ved siden af. Det er min egen selvkritik stor nok til at dunke mig i hovedet med, og den er svær nok at bekæmpe uden jeg behøver en anden persons hjælp til det.


MEN hvad skal jeg så ellers gøre for at komme uden om det at jeg er bange, og IGANG med at få den krop, som ejg gerne vil have?
Delmål!
Ambitioner!
Noget at stræbe efter!
Motivation og begrundelser!

...også elske mig selv hele vejen - ellers er det uden grund :)

...og at gå fra str. 44/46 til str. 38/40 - det er da et ok mål ;)

Min søndag

Så idag stod jeg tidligt op sammen med min skipper-kæreste, der skulle ud at sejle. Jeg spændte et par lilla løbesko på fødderne og luntede ud i den halv-mørke efterårsmorgen. Der var ingen grund til, at jeg lå og snuede videre, når jeg nu var vågen og lige så godt kunne få en masse ud af dagen (jeg har en tendens til at blive så utrolig sløv, hvis jeg ligger mig og sover videre, når jeg først er vågnet.)

For det første så havde jeg helt glemt, hvor dejligt det er at være oppe, når resten af verden er igang med at vågne. Der er en helt fantastisk stilhed, som der ikke findes på noget andet tidspunkt. Bølgeskvulp og fuglekvidder på Nordre Strandvej - det er ikke tit det høres uden bilstøj og toghorn.

Efter de glimrende 5.6 km, frisk som en havørn, gik jeg igang med opvask og oprydning, fuld af forventet overvejende planlægning for hvad jeg ville underette i løbet af dagen: først læse Charter of Venice, så kig på Consultancy Service eller dykke lidt ned i Design Structural Principles - the basic?

Jeg får brygget min sidste kop af italiensk espresso fra det gode pizzaria, hvor de er italienere og råber Caio! efter én. Jeg sætter mig godt til rette i sofaen - efter selvfølgelig at have nøjet overvejet både sengen, spisebordet og gulvet, får sat lidt musik på, kalender, bog og skoleting ved siden af kaffeglasset med guldkanten og Maggie på skødet klar-parat.... også kom facebook-fælden. Den evige sløvehane. "Det er jo bare lige...", og lidt efter er jeg ovre på Lush og kigger på evt. bestillingssager - "det behøver ikke tage så lang tid og det er hyggeligt!"

Og hvor blev jeg forelsket i rigtig, rigtig, rigtig mange ting. Nøj! Det er et fantastisk univers! Og jeg ville ønske jeg kunne have hoppet lige ned i en af deres butikker, og snust og rørt og prøvet Maple Lip Balm, Vanishing Cream, Snow Ball og mmh....! snust til min ynglings Rock Star og bare lade alle duftene falde ind over mig!

To timer går i heavenly scent, jeg bliver lidt sulten og tænker: hvad skal jeg nu? Jeg formå at læse Charter of Venice og se på Consultancy Service Contract - meeen... drivet til at dykke end i lærdommens hav er der bare ikke. Så hvad gør en pige? Hun laver sig en kop kakao og tænker at hun ser da bre lidt ét afsnit af Venner og putter lidt under tæppet. Damn dvd-box, for der er gået 6 afsnit og hun tænker igen: Hvad skal jeg nu?

Så nu har jeg slået dej op til boller, ordnet musik til min iPod, set slutningen af Lærkevej, lagt neglelak, set endnu et afsnit af Venner, slået boller op, set et afsnit af Venner til, og sidder nu i køkkenet på skamlen fra Ikea, og kigger på bollerne i ovnen, mens her er helt stille... og bladene falder roligt fra træet i haven.

Så jeg har ikke lavet så meget skole-fornuftigt idag, og fået banket så meget viden ind i knolden, som jeg altid planlægger - men i sidste ende, så har det været en ganske typisk Louise-søndag - også har jeg endda mediteret også!

Så nu håber jeg også at du har haft en fin Dig-søndag! :)

Slut med Tuba

Jeg har lavet min TUBA-evaluering. Med the, cookie og Sara Indrio. Jeg er alene hjemme. Stearinlysene flakker. Her er helt varmt og trygt. Og næsten hyggeligt, ligesom jeg vil have det.

Efter jeg er stoppet i gruppe er det som om der er noget der trænger sig på. Aleneheden. Jeg føler mig stadig alene. Det er ikke holdt op. Det er der heller ingen der har lovet. Ingen ord. De er svære at få over mine læber. For hvad skulle jeg fortælle, som ikke allerede er blevet fortalt? Jeg troede jeg var færdig med at græde, men det er jeg vist langt fra.

Jeg havde næsten 1.5 år individuel terapi, og ca. 22 gange gruppeterapi - inden nedskæringer. Jeg har grædt mange tårer, fortalt og fortalt og husker kun små ting af de lange samtaler, hvor alt måtte siges og råbes og grædes. Og jeg føler mig stadig alene med det. Jeg ved det ikke er meningen, at jeg kan ringe til en af gruppe-menneskene.

Vi skrev et brev til den sidste gruppe-session. Et brev som jeg får om 6 måneder. (Det ligger faktisk stadig på spisebordet, jeg ville gerne have læst det for Bo.) Jeg troede jeg var færdig i TUBA, som en helt naturlig del af, at vores gruppe måtte stoppe (pga. kommunens priotering af finanser). Men som de første dage gik efter jeg var stoppet, føltes min afsked mindre og mindre rigtig. Jeg ved godt jeg ikke bør sammenligne mig med andre, men som de andre havde skrevet deres breve, gik det op for mig, at jeg ikke havde sagt farvel. At det ikke er slut for mig endnu.

Min terapeut kunne ikke rigtig sige farvel til mig, som med de andre. Hans håb for mig er at jeg ikke vil stå alene, når jeg tager fat på det der ligger.

Jeg har været faldet to gange siden. Det er som om at der sker noget inden i, som jeg ikke kan bære. Sorgen bliver for stor, overvælder mig, hiver i mig, flår i mig, får mig til at synke sammen og hulke. Som om min krop prøver at smide al gråden ud af mig, brutalt, indtil jeg bliver stille og græder. Mens ordene jeg bør sige farer rundt i hovedet på mig, men som mine læber kan ikke forme.

Jeg er gået fra søvnløse nætter, grædeture og identitetskriser til at skære i migselv, til at fortælle og mærke, føle og næsten erkende at min barndomsfar er død, min barndomsfamilie har forladt mig, og at hvad jeg står tilbage med er noget andet, som er okay, nu jeg ikke kan skrue tiden tilbage og ændre den smerte som jeg ikke kan indeholde.

At være barn af en alkoholiker, det er svært at basere en eksistens på. Fortvivlelsen kan blive så stor at lysten til livet ebber ud, og lysten til at forsvinde bliver stor. Fordi det hele stadig er svært indimellem. Det er sorgen der vender tilbage. Ensomheden og tavsheden, som Jegved mit hjem er i mig selv, at jeg selv skaber mit liv, hvad jeg oplever og erfarer. At Baba altid omgiver mig med kærlighed.

Men i dagene efter vores sidste gruppe, føltes mit brev ikke som et farvel. Jeg er ikke rigtig glad, og jeg har grædt meget siden. Afslutnings-evalueringen var svær... Jeg ved stadig ikke hvad der er galt.

Hvor meget jeg end elsker den mand, så hader jeg at være i et parforhold

Af en-eller-anden grund griner folk af den kommentar - inkl. mig selv. Men sandheden er, at det jo egentlig er sandt - nogen gange, i nogen tilfælde. For det tvinger mig ud i nogen følelsessituationer som jeg ikke har lyst til at være i - simpelthen fordi de overrasker mig og jeg ingen anelse har om hvordan de skal håndteres. Især jalousien er dræbende men den vigtigste sandhed, at jeg simpelthen er bange for at miste ham, virker som en balsam for den.

Nu jeg (endelig) har en stor kærlighed i mit liv, er det svært at håndtere den, og jeg tror det ligger for mange af os TUBA-mennesker. For det er (pisse) svært at vise hvem vi er og dele ud af os - men dér hvor vi er, vil vi os rigtig gerne alle de ting, for vi ved at det er en måde hvorpå vi kan komme ud med og møde vores egen sorg - legitimere hvordan vi har det, at gøre det u-tabu. Men det sværeste for os er imødekommelsen - dét at et andet menneske faktisk ser os og acceptere os og - i mindste fald - forsøger at forstå os. For det at være elsket har altid været noget flumsy noget for os, uvirkeligt, og ikke eksisterende. Noget mærkeligt mudret noget.

For det er svært at tro på, at vores forældre elsker os, når de vælger afhængigheden til frem for os. Det er svært at tro på vores værdi, når vores forældres handling har vist os, at vores kærlighed og tilstedeværelse ikke er nok - og ikke god nok. Og når vi ikke er gode nok til at blive elsket og holdt af, for de mennesker som er vores første erfaring med kærlighed, hvordan kan vi så tro på et andet menneskes kærlighed til os?

Derfor blev mine øjne fyld med tårer, da han spørger om jeg vil flytte ind. Som var det den mest ultimative kærlighedserklæring - og ja, det indeholder ikke en margurit-ring eller hvide kjoler og det behøver det heller ikke. For i dét lå en af de vigtigste betydninger, én som mig kan høre: Ja, jeg kan holde ud at være i stue med dig, tilbringe tid med dig og se dit ansigt hver dag.

og det er min kamp

Igår så jeg resten af en dokumania på DR2 kaldet "Krigsreporteren" om tilstandene i bla. Congo. For mig virker det hårdtslående at der kan være så meget lidelse i verden.

Også tænker jeg på "Shantarem" og hans beskrivelse af slumlivet i Bombai med dens kampe og umiddelbare glæder.

Og på mine oplevelser i Santarém, PA, hvor det virker til at folk af lavere kår har så meget mere glæde og kærlighed i deres liv end mennesker der klarer sig godt. Jeg har ihvertfald aldrig følt mig mere velkommen i et hjem end hos Kaká's familie i et lille hus på en jord vej.

Der er et stort suk i mit hjerte for verden, for mig og for den generelle modløshed, og at jeg nu en gang glemmer hvordan livet nu en gang leves, hvordan det er så meget nemmere at leve når man ikke lever i tanken, men i mavefornemmelsen. En stemme i mig ville ønske jeg stadig havde den. En anden stemme i mig vil påstå jeg bare skal tune ind på den. Baba ved jeg kender redskaberne, metoderne, og at det kun via den vej vil føre mig til de ting jeg så gerne vil yde i verden.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke ved hvad de er. Men sandheden er at den lange liste af mål og drømme jeg har på mit skrivebord indeholder stikord til alle de ting jeg kan stræbe efter - skulle jeg mangle noget at sætte min intention efter.

Uden en passion er det blot en selvdisciplin der starter os igang, som til nød er et fornuftigt redskab for os, for om muligt at drive os videre, når passionen foretager sig. Sandheden er, at da jeg ser den dokumania, så føler mig oplivet på trods af de dårlige tilstande den fremstiller. Men oplivet fordi den vækker en ambition i mig, som jeg for det meste glemmer, Men som var samme ambition som drev mig til at starte og omend senere stoppe på min uddannelse, da jeg ikke kunne dens formål mere. Jeg har en ambition om at ville gøre en verden til forskel - hvad skulle jeg ellers gøre? Det behøver ikke være i den store skala, for selv i det små kan der skabes store forandringer. Livskvalitet er så mange ting. Som min statskundskabs-veninde sagde: "der er livskvalitet i en kop kaffe."

Så jeg ser de muligheder, der byder sig for mig, for at starte i det små, for at komme igang med min intention, og bane min vej, men jeg holder mig tilbage af fordi jeg stadig tror jeg ikke er god nok (ifht. til andre) og at jeg derfor ikke kan bruges, men blot vil være til besvær. Og dette er min kamp: at jeg har en verden omkring mig jeg ikke føler mig berettiget i.

I mit utopia

I mit utopia bor min far med min mor. De danser som dengang jeg var lille. Planlægger, arrangerer og håndterer vores ferier og aftensmad, som var de partnere. I mit utopia giver far mig snedige råd, og hjælper mig ud i verden. Han bærer flyttekasserne til bilen og borer mit spejl op på væggen. Han er min stille, urokkelige, stærke far, der må alt og kan alt. I mit utopia er mor glad. Hun gør alle de ting, hun så gerne vil. I mit utopia er mor lykkelig. I mit utopia snakker jeg med min bror. Vi griner sammen, pjatter sammen med Sofie og Laura. Vi spiser sammen og han fortæller mig en masse kloge ting, om forretninger, ledelse og han giver mig gode råd, om at gribe fat i mine ambitioiner. I mit utopia griner min søster og jeg fra hjertet. I utopia er vi en rigtig familie. Vi snakker sammen, griner sammen, balancerer ting sammen, laver ting sammen, hjælper og faktisk elsker hinanden. I mit utopia kan jeg hvile sikkert. I mit utopia bor min familie. 

uden titel

hvis jeg kunne ville jeg flå huden af din krop og snitte med nåle i dine øjne jeg ville brænde dit hår og kaste fugleådsler i din mund mens jeg sparkede dig og skår i dine åbne muskler med min hobbykniv jeg ville hælde gul maling over dig som var det min jalousi der skyllede over sig for vreden raser i mig gennem mine hænder og ud i mine handliner jeg ville splitte dig til atomer hvis jeg vidste det ville få mit indre til at forblive intakt og min vilje til at blive i live istedet vil jeg kaste mig selv gennem vinduet lande på gruset og håbe mine øjne aldrig åbnes mens tårerne vælter ud