Slut med Tuba

Jeg har lavet min TUBA-evaluering. Med the, cookie og Sara Indrio. Jeg er alene hjemme. Stearinlysene flakker. Her er helt varmt og trygt. Og næsten hyggeligt, ligesom jeg vil have det.

Efter jeg er stoppet i gruppe er det som om der er noget der trænger sig på. Aleneheden. Jeg føler mig stadig alene. Det er ikke holdt op. Det er der heller ingen der har lovet. Ingen ord. De er svære at få over mine læber. For hvad skulle jeg fortælle, som ikke allerede er blevet fortalt? Jeg troede jeg var færdig med at græde, men det er jeg vist langt fra.

Jeg havde næsten 1.5 år individuel terapi, og ca. 22 gange gruppeterapi - inden nedskæringer. Jeg har grædt mange tårer, fortalt og fortalt og husker kun små ting af de lange samtaler, hvor alt måtte siges og råbes og grædes. Og jeg føler mig stadig alene med det. Jeg ved det ikke er meningen, at jeg kan ringe til en af gruppe-menneskene.

Vi skrev et brev til den sidste gruppe-session. Et brev som jeg får om 6 måneder. (Det ligger faktisk stadig på spisebordet, jeg ville gerne have læst det for Bo.) Jeg troede jeg var færdig i TUBA, som en helt naturlig del af, at vores gruppe måtte stoppe (pga. kommunens priotering af finanser). Men som de første dage gik efter jeg var stoppet, føltes min afsked mindre og mindre rigtig. Jeg ved godt jeg ikke bør sammenligne mig med andre, men som de andre havde skrevet deres breve, gik det op for mig, at jeg ikke havde sagt farvel. At det ikke er slut for mig endnu.

Min terapeut kunne ikke rigtig sige farvel til mig, som med de andre. Hans håb for mig er at jeg ikke vil stå alene, når jeg tager fat på det der ligger.

Jeg har været faldet to gange siden. Det er som om at der sker noget inden i, som jeg ikke kan bære. Sorgen bliver for stor, overvælder mig, hiver i mig, flår i mig, får mig til at synke sammen og hulke. Som om min krop prøver at smide al gråden ud af mig, brutalt, indtil jeg bliver stille og græder. Mens ordene jeg bør sige farer rundt i hovedet på mig, men som mine læber kan ikke forme.

Jeg er gået fra søvnløse nætter, grædeture og identitetskriser til at skære i migselv, til at fortælle og mærke, føle og næsten erkende at min barndomsfar er død, min barndomsfamilie har forladt mig, og at hvad jeg står tilbage med er noget andet, som er okay, nu jeg ikke kan skrue tiden tilbage og ændre den smerte som jeg ikke kan indeholde.

At være barn af en alkoholiker, det er svært at basere en eksistens på. Fortvivlelsen kan blive så stor at lysten til livet ebber ud, og lysten til at forsvinde bliver stor. Fordi det hele stadig er svært indimellem. Det er sorgen der vender tilbage. Ensomheden og tavsheden, som Jegved mit hjem er i mig selv, at jeg selv skaber mit liv, hvad jeg oplever og erfarer. At Baba altid omgiver mig med kærlighed.

Men i dagene efter vores sidste gruppe, føltes mit brev ikke som et farvel. Jeg er ikke rigtig glad, og jeg har grædt meget siden. Afslutnings-evalueringen var svær... Jeg ved stadig ikke hvad der er galt.