og det er min kamp

Igår så jeg resten af en dokumania på DR2 kaldet "Krigsreporteren" om tilstandene i bla. Congo. For mig virker det hårdtslående at der kan være så meget lidelse i verden.

Også tænker jeg på "Shantarem" og hans beskrivelse af slumlivet i Bombai med dens kampe og umiddelbare glæder.

Og på mine oplevelser i Santarém, PA, hvor det virker til at folk af lavere kår har så meget mere glæde og kærlighed i deres liv end mennesker der klarer sig godt. Jeg har ihvertfald aldrig følt mig mere velkommen i et hjem end hos Kaká's familie i et lille hus på en jord vej.

Der er et stort suk i mit hjerte for verden, for mig og for den generelle modløshed, og at jeg nu en gang glemmer hvordan livet nu en gang leves, hvordan det er så meget nemmere at leve når man ikke lever i tanken, men i mavefornemmelsen. En stemme i mig ville ønske jeg stadig havde den. En anden stemme i mig vil påstå jeg bare skal tune ind på den. Baba ved jeg kender redskaberne, metoderne, og at det kun via den vej vil føre mig til de ting jeg så gerne vil yde i verden.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke ved hvad de er. Men sandheden er at den lange liste af mål og drømme jeg har på mit skrivebord indeholder stikord til alle de ting jeg kan stræbe efter - skulle jeg mangle noget at sætte min intention efter.

Uden en passion er det blot en selvdisciplin der starter os igang, som til nød er et fornuftigt redskab for os, for om muligt at drive os videre, når passionen foretager sig. Sandheden er, at da jeg ser den dokumania, så føler mig oplivet på trods af de dårlige tilstande den fremstiller. Men oplivet fordi den vækker en ambition i mig, som jeg for det meste glemmer, Men som var samme ambition som drev mig til at starte og omend senere stoppe på min uddannelse, da jeg ikke kunne dens formål mere. Jeg har en ambition om at ville gøre en verden til forskel - hvad skulle jeg ellers gøre? Det behøver ikke være i den store skala, for selv i det små kan der skabes store forandringer. Livskvalitet er så mange ting. Som min statskundskabs-veninde sagde: "der er livskvalitet i en kop kaffe."

Så jeg ser de muligheder, der byder sig for mig, for at starte i det små, for at komme igang med min intention, og bane min vej, men jeg holder mig tilbage af fordi jeg stadig tror jeg ikke er god nok (ifht. til andre) og at jeg derfor ikke kan bruges, men blot vil være til besvær. Og dette er min kamp: at jeg har en verden omkring mig jeg ikke føler mig berettiget i.