Som nævnt tidligere gav jeg mig selv et halvt år til at finde et job, og at "kriblen i maven" skulle være min vej frem. Til tider er det svært at se "kriblen" for alle de andre rumsteringer, så nu ser det ud til at jeg befinder mig ansigt-til-ansigt med en mindre "start-vejs-krise."
Ser I, jeg indrømmer gerne at der sikkert var mere jeg kunne gøre for at komme i arbejde, så som at ringe rundt til den ene virksomhed efter den anden - nu er jeg bare ikke den udfarende type, så det kræver en pokkers til overvinding for mig. Der er en lang liste af virksomheder, som jeg kan tage kontakt til, og nok endnu flere. Jeg kender jo alle trinene på vej mod jobbet: find det du vil lave allermest, priotér, læs om virksomhederne, målret ansøgningen osv.osv.osv.
Der er da rigtig mange ting indenfor det at være bygningskonstruktør som jeg synes er interessant, og indtil videre har min søgning været bred. Efter projektstyringskurset blev min interesse områder mindsket til primært:
-projekter til forbedring af fysiske levevilkår i Udviklings lande
-bygningsbevaring
mens min søgning stadig var bred. (Der er jo et krav om min 2 ansøgninger, og alle veje fører jo som bekendt til Rom.)
Nu hvor mine 6 måneder snart er gået så omhandler "start-vejs-krisen" hvad jeg dælen gør nu?
Fortsætter jeg jobjagten, søger jobs der muligvis kunne interessere mig, begynder en intens indsats på virksomhedspraktikker og løntilskudsjob og håber på at komme i den rigtige retning?
Eller følger jeg en indskydelse fra eksamens tiden i 3.G, og starter som snedker på Teknisk Skole ca. 10 år 'for sent'?
En overraskelse for mange måske, at jeg kunne overveje at blive håndværker. På den anden side set, var der nok heller ikke mange som havde set jeg skulle blive bygningskonstruktør ;-)
Udover det lidt seje aspekt i at være kvindelig bygningssnedker, så lærer jeg om ældre håndværksmetoder, som er interessant, jeg kommer til at arbejde med istandsættelse af vinduer, døre og lærer at skabe noget ud af træ. Træ! Materialet, som jeg synes er rasende interessant og gerne ville tage en bid af.
I min naive hjerne ligger der derudover troen på, at en håndværksmæssig baggrund vil bane vejen for mig til byggeprojekter i Udviklingslande på en nemmere måde end min projekterende bygningskonstruktør-uddannelse gør. Som håndværker kommer jeg til rent faktisk at vide hvordan man bygger ting - og det var da for pokker meningen med konstruktør-uddannelsen at det var det jeg ville opnå.
(Her kan man måske fornemme at jeg er af den opfattelse at viden om bygge ting ikke er noget jeg føler jeg har fået med. Men lad mig kort lave en note, der fortæller at jeg er glad for min uddannelse som bygningskonstruktør. Den har givet mig rigtig meget, både personligt og helt sikkert fagligt. Problemet er, at jeg ikke føler mig som en bygningskonstruktør i den konstruktionsmæssige forstand (på trods af vi er så meget mere end det og dét er jeg hamrende dygtig til, men det er en anden historie) og hvis jeg skal vente meget længere tid på at komme i lære som konstruktør, for det er sådan jeg ser det, så vil jeg helt miste troen på mig selv i det, også kommer jeg aldrig derud og gør en forskel, hvor der er behov for det.)
Man kan så indvende at hvis det er fordi jeg vil vide hvordan man bygger ting, så kunne jeg lige så godt blive murer eller tømrer. Men der synes jeg bare snedker er lidt mere interessant, hvis jeg vil bruge det i forbindelse med restaurering og bygningsbevaring. Ah... i min naive tanke er det to fluer med et smæk.
Så sagen er nu den, at jeg står overfor at tage en beslutning om hvorvidt jeg fortsætter jobjagten eller går ind og bliver snedker? Det er noget jeg i de sidste dage har tumlet meget med, og måske er det spørgsmålet der er forkert, siden svaret ikke er let. Spørgsmålet er måske mere om jeg vil stå som 40 årig, se tilbage og tænke: 'Ihh... bare jeg dog var blevet håndværker?'
No comments:
Post a Comment