Tiden flyver - hva', hvor skal vi hen du?

Der er nu gået lidt over 3 mdr i arbejdsløshedens selskab, ledighedens selskab - eller som vi begyndte på projektstyringskurset, at opremse alternative ord for vores "situation". In-between-jobs er min favorit, den minder mig om en scene i 'French Kiss'.

Anyhow, maj er på vej og jeg må indrømme at tiden løber fra mig. Mens jeg er in-between, så har jeg mistet enhver fornemmelse for dage, uger, måneder. Marts er som om den aldrig har været der, og april er pludselig blevet til slut-april?

Jeg havde lovet mig selv at der skulle ske mange ting i løbet af de sidste 3 måneder. Men jeg kan ikke sige at jeg har gjort det, og se, det er en anden (klassisk) historie. Ihvertfald befinder jeg mig nu i den situation, at jeg begynder at se håbløsheden i min situation. Det er netop ikke umuligt for mig at se mig selv som arbejdsløs i august, men det er en fornemmelse jeg slet ikke har lyst til at tage stilling til. 

Da jeg blev færdig med studiet gav jeg mig selv et halvt år til at finde et job, et relevant job, og i tilfælde af at det ikke sker, så vil og må jeg finde på noget andet. Men som jeg har sagt til mange: jeg har ikke lyst til efter 4 år at kæmpe mig igennem studiet og så blive ansat i et supermarked eller butik. For ærlig talt, så kunne jeg lige så godt være blevet i DøgnNetto og Kong Kaffe. (Nu skal det lige nævnes at nogen af mine gladeste og lykkeligste dage har foregået i Døgnnetto og jeg kan godt lide jobbet og farten.)

Til gengæld er jeg villig til at gå en anden vej, og søger også jobs der ligger uden for mit felt - her tror jeg projektstyringkurset er et godt springbræt for det giver mig kompetence til at søge projektstillinger i alle brancher.

Nu er det bygninger jeg helst vil ind for, og det bliver jeg nødt til at erkende - hvorfor skulle det ellers krible i mig, når jeg hører om gamle byggemetoder, naturlige og alternative byggemateriale, ser Bonderøven bygge ting og især den del hvor han var i Tanzania? 

Jeg har bidt mærke i hvad folk der beskæftiger sig med hvad de brænder for siger, når de bliver spurgt om deres retning, netop fordi jeg har brug for selv at finde en vej og vide hvad jeg skal. Og der var én der sagde (tror faktisk han er roer..) "Det kriblede i maven.." Så det er mit pejlemærke fremefter: Kriblen i maven.