Vil jeg stå som 40 årig og tænke: 'Ihh...'?

Som nævnt tidligere gav jeg mig selv et halvt år til at finde et job, og at "kriblen i maven" skulle være min vej frem. Til tider er det svært at se "kriblen" for alle de andre rumsteringer, så nu ser det ud til at jeg befinder mig ansigt-til-ansigt med en mindre "start-vejs-krise." 


Ser I, jeg indrømmer gerne at der sikkert var mere jeg kunne gøre for at komme i arbejde, så som at ringe rundt til den ene virksomhed efter den anden - nu er jeg bare ikke den udfarende type, så det kræver en pokkers til overvinding for mig. Der er en lang liste af virksomheder, som jeg kan tage kontakt til, og nok endnu flere. Jeg kender jo alle trinene på vej mod jobbet: find det du vil lave allermest, priotér, læs om virksomhederne, målret ansøgningen osv.osv.osv. 
Der er da rigtig mange ting indenfor det at være bygningskonstruktør som jeg synes er interessant, og indtil videre har min søgning været bred. Efter projektstyringskurset blev min interesse områder mindsket til primært:
       -projekter til forbedring af fysiske levevilkår i Udviklings lande
       -bygningsbevaring
mens min søgning stadig var bred. (Der er jo et krav om min 2 ansøgninger, og alle veje fører jo som bekendt til Rom.)


Nu hvor mine 6 måneder snart er gået så omhandler "start-vejs-krisen" hvad jeg dælen gør nu? 
Fortsætter jeg jobjagten, søger jobs der muligvis kunne interessere mig, begynder en intens indsats på virksomhedspraktikker og løntilskudsjob og håber på at komme i den rigtige retning? 
Eller følger jeg en indskydelse fra eksamens tiden i 3.G, og starter som snedker på Teknisk Skole ca. 10 år 'for sent'?


En overraskelse for mange måske, at jeg kunne overveje at blive håndværker. På den anden side set, var der nok heller ikke mange som havde set jeg skulle blive bygningskonstruktør ;-)

Udover det lidt seje aspekt i at være kvindelig bygningssnedker, så lærer jeg om ældre håndværksmetoder, som er interessant, jeg kommer til at arbejde med istandsættelse af vinduer, døre og lærer at skabe noget ud af træ. Træ! Materialet, som jeg synes er rasende interessant og gerne ville tage en bid af. 
I min naive hjerne ligger der derudover troen på, at en håndværksmæssig baggrund vil bane vejen for mig til byggeprojekter i Udviklingslande på en nemmere måde end min projekterende bygningskonstruktør-uddannelse gør. Som håndværker kommer jeg til rent faktisk at vide hvordan man bygger ting - og det var da for pokker meningen med konstruktør-uddannelsen at det var det jeg ville opnå. 


(Her kan man måske fornemme at jeg er af den opfattelse at viden om bygge ting ikke er noget jeg føler jeg har fået med. Men lad mig kort lave en note, der fortæller at jeg er glad for min uddannelse som bygningskonstruktør. Den har givet mig rigtig meget, både personligt og helt sikkert fagligt. Problemet er, at jeg ikke føler mig som en bygningskonstruktør i den konstruktionsmæssige forstand (på trods af vi er så meget mere end det og dét er jeg hamrende dygtig til, men det er en anden historie) og hvis jeg skal vente meget længere tid på at komme i lære som konstruktør, for det er sådan jeg ser det, så vil jeg helt miste troen på mig selv i det, også kommer jeg aldrig derud og gør en forskel, hvor der er behov for det.)


Man kan så indvende at hvis det er fordi jeg vil vide hvordan man bygger ting, så kunne jeg lige så godt blive murer eller tømrer. Men der synes jeg bare snedker er lidt mere interessant, hvis jeg vil bruge det i forbindelse med restaurering og bygningsbevaring. Ah... i min naive tanke er det to fluer med et smæk. 


Så sagen er nu den, at jeg står overfor at tage en beslutning om hvorvidt jeg fortsætter jobjagten eller går ind og bliver snedker? Det er noget jeg i de sidste dage har tumlet meget med, og måske er det spørgsmålet der er forkert, siden svaret ikke er let. Spørgsmålet er måske mere om jeg vil stå som 40 årig, se tilbage og tænke: 'Ihh... bare jeg dog var blevet håndværker?' 

asics, mine asics

Min søster tog med med ud at se på løbesko i det dejlige 1.maj vejr og det kræver selvfølgelig en lille refleksion over mine trofaste fodkammerater.
Jeg har været on/off løber siden 2004/2005, hvor jeg flyttede til København, og der har i flere år været planer om den helt store løbetur. Alle mine modeller har været asics, og selvom deres design igennem tiden ikke har været de fedeste, så er det nu en gang dem som mine fødder elsker mest. Og jeg må sige; jeg tror aldrig der kommer andre modeller på mine fødder.

Mine gule asics har ført mig på vildspor gennem Hvidovre, givet mig ondt i knæet 14 dage før mit første halv-marathon, jeg løb sammen med min veninde Pernille. Faktisk er det lidt utroligt at vi kom igennem, for det længste vi nogensinde havde løbet var 7 km, og vi blev ret begejstrede da vores vicevært fortalte os at man skulle holde pause to uger før et løb for at blive “løbesulten” som han kaldte det. Anyhow, vi kom igennem og det var smukt!

Så er der mine lilla asics, købt i Running Rhino, som skulle tage mig til mit første marathon, hvis ikke lige det var fordi jeg mistede troen på det 3 måneder før. De har bragt mig utallige fantastiske, vidunderlige ture gennem mudder, sne, sol, asfalt og ømme fødder og sener. De tog mig igennem mit første vellykkede 10 km løb jeg gennemførte sammen med min søster og det frygteligste halv-marathon jeg til dato har oplevet, som kun blev gennemført pga. hep fra en mand med barnevogn på sidelinien på Østerbrogade og min tidligere chef som tilfældigvis os løb den dag.

Nu går jeg sommere i møde med forventningen om at gennemføre to halv-marathon og holde kilometerne ved lige indtil marathon 2013. Jeg tror på det, for selvom mine nye endnu mere lilla asics giver mig sovende fodballer og tæer, så har de i løbet af den sidste uge givet mig 2 fuldstændig enestående 10 km med overskud. Det tegner til at blive godt :) 

“Anima Sana In Corpore Sano”

-skønt udtryk! (som os' gør jeg elsker asics)

Tiden flyver - hva', hvor skal vi hen du?

Der er nu gået lidt over 3 mdr i arbejdsløshedens selskab, ledighedens selskab - eller som vi begyndte på projektstyringskurset, at opremse alternative ord for vores "situation". In-between-jobs er min favorit, den minder mig om en scene i 'French Kiss'.

Anyhow, maj er på vej og jeg må indrømme at tiden løber fra mig. Mens jeg er in-between, så har jeg mistet enhver fornemmelse for dage, uger, måneder. Marts er som om den aldrig har været der, og april er pludselig blevet til slut-april?

Jeg havde lovet mig selv at der skulle ske mange ting i løbet af de sidste 3 måneder. Men jeg kan ikke sige at jeg har gjort det, og se, det er en anden (klassisk) historie. Ihvertfald befinder jeg mig nu i den situation, at jeg begynder at se håbløsheden i min situation. Det er netop ikke umuligt for mig at se mig selv som arbejdsløs i august, men det er en fornemmelse jeg slet ikke har lyst til at tage stilling til. 

Da jeg blev færdig med studiet gav jeg mig selv et halvt år til at finde et job, et relevant job, og i tilfælde af at det ikke sker, så vil og må jeg finde på noget andet. Men som jeg har sagt til mange: jeg har ikke lyst til efter 4 år at kæmpe mig igennem studiet og så blive ansat i et supermarked eller butik. For ærlig talt, så kunne jeg lige så godt være blevet i DøgnNetto og Kong Kaffe. (Nu skal det lige nævnes at nogen af mine gladeste og lykkeligste dage har foregået i Døgnnetto og jeg kan godt lide jobbet og farten.)

Til gengæld er jeg villig til at gå en anden vej, og søger også jobs der ligger uden for mit felt - her tror jeg projektstyringkurset er et godt springbræt for det giver mig kompetence til at søge projektstillinger i alle brancher.

Nu er det bygninger jeg helst vil ind for, og det bliver jeg nødt til at erkende - hvorfor skulle det ellers krible i mig, når jeg hører om gamle byggemetoder, naturlige og alternative byggemateriale, ser Bonderøven bygge ting og især den del hvor han var i Tanzania? 

Jeg har bidt mærke i hvad folk der beskæftiger sig med hvad de brænder for siger, når de bliver spurgt om deres retning, netop fordi jeg har brug for selv at finde en vej og vide hvad jeg skal. Og der var én der sagde (tror faktisk han er roer..) "Det kriblede i maven.." Så det er mit pejlemærke fremefter: Kriblen i maven.