Er jeg virkelig den lede, onde stedmor i forklædning?

Ofte fyldes jeg med en irritation og misundelse over min kærestes børn. Der er en masse ting, som giver mig en del frustration i hverdagen, som ikke kan nævnes for husfredens skyld. I hvert fald fylder det meget, omend det måske ikke er så mange i sidste ende.
Men jeg kan mærke på mig selv, at det skyder mig i brystet hver gang de (børnene) skal optage deres fars tid. Og ja, tid fra mig. Lad mig bare være ærlig. Det pisser mig af at blive tilsidesat.
Det skyder mig også i brystet hver gang han skal hente, bringe, køre dem hist og her, om de så er hos os eller ej. For jeg synes det er unødvendigt, en indgriben og udnyttelse af deres far, som de til tider ikke kan være bekendt. Men det er nok mest en opdragelsesting, og så ved jeg godt at så har de i det mindste dén tid sammen. Men så kunne de jo bare være her noget mere. Men jeg ved godt man ikke kan sætte det op så firkantet, for de har også en mor at tage hensyn til og give tid til, så det hele er en gråzonen. Nogen gange får jeg bare sådan en lyst til spydigt at smide ud i rummet at deres mor da også bare kan bringe og hente dem en gang imellem. (Når nu de ikke kan tvinges op på en cykel).
På fredag er det fars dag, og selvom de intet har aftalt endnu, kan jeg mærke en kommentar være klar på spring i et spydigt tonefald: "husk at I skal have EMsen med!"

Også provokerer det mig faktisk, at der ingen struktur er på hvornår de er her. Og måske er det i bund og grund ikke så vigtigt, og det ville være meget nemmere hvis jeg bare trak vejret og tog det som det kom, og kørte videre med rutinerne for vores datter på et år. Men jeg vil have struktur og faste rammer! Jeg har brug for dem, og så kan det godt være deres mor og far ikke mener jeg har noget at skulle have sagt eller have del i den del af deres liv, som er 'dem' (den gamle kernefamilie) og at tingene ikke kan planlægges.
Men de kan mene hvad de vil, jeg føler mig stadig komplet til side sat, selvom jeg og mit liv jævnligt inddrages i deres, men jeg har ingen indsigelsesret fordi jeg ikke er biologisk.

Måske er det bare mig der tager livet for tungt, trækker vejret for lidt og ser tingene for besværligt. Er jeg virkelig så egoistisk og led, at jeg ikke kan unde min kæreste at være far for hans børn og have alene-tid med dem?
Jeg synes det er en skrækkelig tanke og følelse, og jeg foragter virkelig mig selv for det. For biologisk eller ej, når alt det er sagt, så elsker jeg i bund og grund, når hans børn er her. Jeg elsker de er så søde ved Emilia, jeg elsker at de spørger mig til råds om kjoler og lektier. Jeg elsker at jeg har en familie, selvom den kun er halv.

Note.
Jeg er holdt op med at kalde dem bonus, sted, pap og kalder dem istedet min kærestes børn. Netop for at distancere mig selv følelsesmæssigt fra en rolle som bonus/sted/pap, som jeg ikke kan rumme og udfylde. Men jeg betegner dem faktisk indimellem også som mine egne, hvis jeg taler med nogen. Især Camilla. Hvis det ikke havde været for hendes milde væsen, så havde jeg nok givet op for længst.