Uge 2 - ja, det blir nemmere

Nu er uge 2 ved at gå på hæld, og når jeg tænker på at vi for 14 dage siden lå på sygehuset med smertende veer og opgivenhed, hyggelige samtaler med jordemødrene og en fantastisk epidural, så har jeg den største sympati (og respekt) for de kvinder, som i skrivende stund er igang med selv samme omgang. 

Hovedemnet for uge 2 må være, at NU begynder der at komme styr på det. Som skatter sagde forleden, så er "vi ved at finde balancen igen." Så sandt, så sandt. Man kommer altså ikke bare ud på den anden side, fyld af overskud/overblik, styr på det og helt tilpas i sin rolle. 

Dér hvor tingene pludselig tog en mere positiv drejning for mig, var i onsdags, hvor der var barselsbesøg af gymnasiedamerne. Som simpelthen var en SKØN oplevelse og hvor jeg pludselig hører mig selv GRINE! Ikke at jeg ikke har smilet de andre dage, men det må være den følelse af at jo, der er stadig ting som er de samme, selvom man har presset et menneske ud af ens hellighed. (Dog var tudeturene ikke forbi, for tudene løs onsdag aften - og igen fredag, men det er en anden snak med de tudeture)

Onsdag var også den dag, hvor terminen egentlig lå, og som skatter sagde, så har Emilia bare misforstået rækkefølgen af tallene. Hun har hørt 1-2 istedet for 2-1 da terminen blev sat :)

Så kom torsdag hvor Lilleprutten og jeg var til hørescreening (helt selv, i autostol og audi) hvor alt gik perfekt! Og som nogen måske kender mig godt nok til, så kan jeg blive lette usikker når jeg skal køre en ny bil :) Min mor kom på besøg hele dagen, sammen med Manse (familiens vagthund), og fik da tid til kaffe på altanen inden sundhedsplejersken kom, og muffin og kaffe (igen) inden de vendte snuden hjemad mod Fuglefarmen.

Sundhedsplejersken var igen ganske tilfreds med Lillepruttens udvikling, som er vokset 1.5cm og taget 255gr på én uge. Samt vi fik et A for at løfte hovedet fint hvor til jeg svarede: "Dejligt! Vi samler også på A’er.” Når sundhedsplejersken er glad, tilfreds og fortrøstningsfuld, så glemmer man alt om at man kan synes man er ganske uduelig i nogle stunder. 

Fredag gik Lilleprutten og jeg fortrøstningsfulde en lang gåtur med barnevognen ned efter ammeindlæg, D-dråber og handle. En herlig tur i solskinnen langs nogle stisystemer, som  jeg ikke anede var her, men som jeg har savnet da der ikke er meget sjovt i at gå langs store veje. Dog må jeg indse at min krop ikke er klar til lange traveture med en barnevogn fyldt med indkøbsvarer, for arv, for H… mit underliv er smadret senere på dagen! Og jeg er ikke engang blevet syet! Knib, knib, knib! for guds skyld! er min eneste tanke. Der er simpelthen en muskulatur der trænger til at blive styrket på alle leder og kanter. Så nu er det slut med meget lange gå-ture, og hellere en masse små og dejlige stræk og knibeøvelser.

Små ting der gør de trætte timer overbærelige: 

At blive skyllet til i en bølge af babygylp

Små sjove ansigtsudtryk i det lille ansigt

At vi næsten kan se hendes hår gro

Hendes små smil der begynder at komme

De meget opmærksomme øjne der kigger rundt

At kigge ned i barnevognen, og bare blive hamrende stolt over at dét der lille væsen: Hun er dælme bedårende!

Dejlige tanter

EM og onkel Manse

Far og datter - ZzzZzz...

En glad førstegangsmama med overskud

"Hun er fandme bedårende!" helt øm og glad om hjertet

Sjov i sommerhus med kusinerne

Søndagshygge med tante Camilla: Altid god til at lette prutter :)

Tanter på visit

Onsdag var gym-damerne på babyvisit. Og hold op hvor var det guf for sjælen for en førstegangsmor. Jeg grinede og grinede og igen røg vores snakke overalt fra selvfølgelig fødslen (og som tante O sagde, så fik jeg det ik til at lyde sønderlig tiltagende. Niksen biksen, jeg lægger ikkefingre i mellem: det gør ondt. Smerte får en ny betydning. Men nok om det) hen til aldrende kropstegn og andre sjove ting.

Hyggeligt var det på en måde som fuldstændig ladte de lidt slidte, grådlabile nerver op for mamaen her. 

Første uge som førstegangsmama

Hov, der er en baby på maven, træthed, glæde, taknemmelighed over jordemødrene, overskud, begynde at føle mig som mor mere dag-for-dag, hvordan gør jeg, fumlerier, frustration, panik, grædeture, hvorfor græder du, tilvænning, ro, opdage hende...

Én lang følelsesmæssig tumletur med uendelige bekymringer om hvorvidt hun spiser godt nok, sidder bleen rigtigt? ligger dynen for tæt om hende? trækker hun vejret? hvad med alt det gylp? hvad hvis hun pludselig ikke kan få luft?

Inat formåede jeg at vågne to gange med følelsen af at jeg havde hende liggende i ammepuden på min maven. Den ene gang lettede panisk mærkede jeg rundt om mig på dyne og seng, mens jeg mumlede spurgte: hvor er hun? Jeg kan ikke finde hende, hvor er hun? Indtil min kæreste hurtig som en ninja rejste sig på albuen ved siden af mig, mærkede og hurtigt sagde: "hun ligger i vuggen."

Få timer efter vælger hun så at skyde en prut efter mig (læs, babybæ) Sådan er der så meget. 

Som et dejligt lettende (både for mor og barn) langt måltid sidst på eftermiddagen, og de små veltilpasse smil, hendes krængen hovedet bagover mens hun synker midt under amningen, hendes lille trutmund hun laver når der er en prut/babybæ på vej, måden hvorpå hun ligner en lille elf med hendes mandelformede øjne, let små strittende ører og dybe blå øjne. Og så laver hun nogle skægge ansigtsudtryk en gang imellem med rynket pande, der minder om hendes fars, og hendes tænksomme måde at holde hånden under hanen. 

Hun er helt inde under huden på mig på en måde jeg kan ikke beskrive. Det er som om at måden jeg ligger på i sengen, synker og alt muligt andet er hendes udtryk - også ligger både Frank og jeg og siger smålyde halvt i søvne når hun blupper og blopper.

Alt er nyt, fuldstændig komplet overvældende og for første gang - selv det at gå tur med barnevogn, og sidde i autostol. Hun tager det roligt, fuldstændig roligt - det er kun moren der er nervøs. Heldigvis bliver de små bitte bitte babyskridt nemmere dag-for-dag. 

(I skrivende stund lyder det nok en del mere optimistisk end jeg føler mig) 

Første selfie med mor og far på fødestuen

Får en lur i vuggen på barselsstuen...

...men det bedste sted at sove er i fars arme

Hjemme i egen seng, som tog lidt tilvænning

Første barnevognstur

Klar til første bad

Søndagsaften hygge

Amme, amme, nam mam

...der er en grund til amme og mam falder så godt sammen: mad i stride strømme. Og jeg mener i stride strømme. Da først mælken var løbet til, måtte jeg have en stofble over brysterne for ikke at dryppe mælk ud over det hele. Enkelte gange virkede det som om at EM dårligt nok behøvede at sutte for at få mælk! Sådan er det vel de dage mælken løber til. Ihvertfald ser mælkebølgen ud til at have artet sig, men ammeindlæg må der til - især når vi skal ud. Fredag blev min cardigan venligt løftet på plads af en anden ammende mor til en fødselsdag. 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger, min bare
Forvirrende, det er hvad det er. På barselsstuen havde vi en del forskellige sygeplejersker, og de fleste var rimelig rolige omkring amningen, og bekræftende i at det gik. Så jeg syntes at jeg nogenlunde havde styr på det, indtil vores udskrivningssamtale, hvor jeg blev endnu mere usikker på om jeg gjorde det rigtige og om hun fik nok! Og som ofte nævnt alle steder hvor man læser om amning: så er panik ikke et godt udgangspunkt for succesfuld amning.
Min indgang til amningen har hele tiden været en positiv "selvfølgelig, det er intet problem"-indstilling, samtidig med at hængte jeg mig meget i at hun suttede effektivt i minimum 10 min og fik mad min. 8gange! Onsdag og torsdag sad jeg faktisk med uret for at holde øje, men da hun lynhurtig har været faldet i søvn, når hun fik bryst har det ikke været muligt at give hende minimum 10 minutter mam. Panik!

Det var faktisk først dagen efter vi kom hjem, da sundhedsplejerske kom på besøg, at jeg blev en smule beroliget, fordi hun fortalte, at jeg ikke kunne forvente en rutine endnu - slet ikke, faktisk. Jeg kunne godt prøve at indarbejde én, men indtil videre, så ville der ikke være nogen rutine. EM havde da også taget 4 gr på, hvilket er eminent, da nyfødte ofte taber sig den første uge. Så selvom jeg var så usikker på om hun fik nok, så fik hun altså hvad hun skulle bruge. UG til os :) 

Så Sundhedsstyrelsen og deres anbefalinger kan de, for min skyld, putte hen hvor peberet gror. Det er uden tvivl en god idé med retningslinjer, men jeg har manglet at blive bekræftet i at det ikke er sikkert baby sutter i lang tid, hold hende til og brug tid på at lære hendes udtryk at kende. Istedet for at tænke i tid og hyppighed. Det skabte så meget rører i mig, at jeg faktisk har grædt i afmagt over at jeg ikke kunne få hende til at spise mere. Og igen, en rolig mor er vigtig for god amning. 

Så hvis jeg skal give ammeråd videre så er det at, ja, brug anbefalingerne som rettesnor, men glem alt om tid og hyppighed, og se istedet på dit barn og dens reaktioner efterhånden som ammedagene skrider frem. Det gør det meget mere afslappet, og meget nemmere for baby at amme og slappe af. Det beroligende ihvertfald mig da jeg lagde uret væk og istedet bare kiggede på EM.

Mine ammeråd 

Ro, Tid og Kig - kig, kig, kig. 

1. Lyt og kig på baby. 

Jeg sad med telefon og tv, fordi jeg troede jeg sagtens kunne håndtere begge dele. Men opdagede at jeg havde meget bedre styr på hvor meget hun fik at spise hvis jeg holdte fokus på hende.

2. Tag dig tid - masser af tid. 

Det er gået op for mig at 5 min. er en del længere tid end man tror, når det drejer sig om at sidde stille. 

3. Bevar roen. 

Gå ikke i panik bare fordi baby ikke sutter så meget i starten. Der gik 5 dage førend EM faktisk tog rigtig fat, og det faldt pudsigt nok sammen med at mælken løb til. 

4. Nogen gange spiser vi meget, nogen gange ikke så meget. 

Derfor er det godt at kende bebs' udtryk. F.eks. er det logik for os, at hvis hun sløser hen og gylper, ja, så er hun nok mæt. Især hvis jeg frister med brystet, og hun ikke viser interesse.

5. Giv baby tid til at synke og trække vejret. 

Jeg muslede hende ved ørerne og kinden for at få hende til at blive ved med at sutte indtil det gik op for mig at hun havde brug for lige at synke maden. Og nogen gange har hun også brug for at slå en prut. 

6. Apropos prutter, så er prutter sagen! 

Er der babybæ i bleen, så får hun mad - det har jeg også brugt som et tegn på at alt nok gik okay.

3 Uger? Ork, dog...

Masser af tid! Eller sådan ville jeg godt have tænkt rigtigt, selvom det ikke var gået op for mig at der var tre uger til termin i onsdags. Tid er noget underligt noget i øjeblikket. Der er masser af tid, og alligevel ikke, for hun kan i princippet komme når som helst.

Tante Tim, Tante Diana, Tante O

I tirsdags var jeg ude med de dejlige gympiger. Skøn, skøn aften, hvor vi malede keramik hos Creative Space og spiste på Laundromat. Herlig aften, hvor vi snakkede om alt muligt, lige til at næste gang vil der være en lille bebs, til gekkoer, og hvordan de egentlig ser ud. Vi synes vist alle fire at der er lidt mystifystisk at en af os i gruppen skal være mor, og en af os skal snart giftes - det er noget mærkeligt noget, siden vi slet ikke føler os i ‘målgruppen’, men det er vi altså, to af os bliver trodsalt 30 i år. 

Dog kunne jeg mærke panikken sprede sig en anelse, da det så ud til at puslekommoden vi rigtig gerne ville have var i restordre *panisk ansigt* indtil jeg ringede til butikken, hvor de havde op til flere og fik lagt en til side. *Puha!* Så der stod den fint og ventede på mig, indtil skatter hentede den i torsdags. I weekenden samlede han den, og vi fik rykket tingene fint på plads i soveværelset. Søndag brugte jeg dagen på at vaske, lægge sammen, vaske, lægge sammen, vaske, lægge sammen så al E-Ms tøj var vasket og klar til at blive lagt på plads.

Lørdag var jeg ude med min søster og veninde fra folkeren Tante Ida, også som en sidste-omgang-hygge-inden. Først med brunch på Café Klimt, som jeg egentlig altid synes har en ganske god brunch, men denne gang skuffede den. Så var vi til feet a fish, og få spist en skostørrelse af vores små fødder, inden vi tog en lille gåtur ned at Strøget til Kongens Nytorv hvor vi i solen kunne sidde og nyde varmen, lidt at drikke og en cookie.

Igår mandag kom min mor, og supervisede hvad jeg havde og evt manglede, hvor efter vi drog ud for at købe lidt trøjer og strømpebukser og pusleprodukter. På apoteket fik vi hjælp af en moden kvinde, som var helt perfekt! Til spørgsmålet om jeg havde brystcreme til når jeg ammer, sagde hun at smør du bare fra starten af, for "det gør - dét gør ondt.” Så har jeg da det at se frem til.

Ihvertfald er EMs plads i soveværelset klar og parat til hende. Mor fik hjulpet godt til med at få tingene på plads.

Og som Frank sagde til hende for nogle dage siden med en anelse alvor i stemmen: “Nu kan du godt komme ud,” mens han klappede maven.

 

Måske det er fordi det er noget af et landmark med tre uger til termin, for fra nu af vil hun være at betragte som født til tiden. Men jeg ser ud til at have fået det hårdere i kroppen i løbet af bare få dage, og blevet meget mere grådlabil.

Mandag var jeg ved at tude i bilen over at “jeg skal have en baby!” som om det først går op for mig nu.

Onsdag aften tudede jeg reelt mens jeg børstede tænder, fordi det bare gjorde pokkers ondt og ømt over det hele. Dér fik jeg simpelthen mentalt nok af ikke at kunne ligge ned, sidde rigtigt, og være en strandet hval, når jeg rejser mig så besværligt og ømt det er. Frank kom ud, og med let bekymret stemme spurgte hvor det gjorde ondt. Indtil det gik op for ham at det vist var over det hele, og derfor ikke veer, smilede han overbærende, og syntes også det var synd for mig. Men det varnu  intet som 1 times søvn ikke kurede inden han kom i seng. 

En lettere panik omkring fødslen begynder osse at gøre sit indtog. Ikke at jeg er bange for det som sådan: jeg forestiller mig at kommer til at tage det rimelig roligt, når først vandet er gået og/eller veer er regelmæssige. Der kan jo gå mange timer inden fødslen reelt går igang. Men der er alligevel noget skrækindjagende. Jeg kan jo godt mærke at min krop gør sig klar, og der kommer sammentrækninger og klem, som på sin vis minder om veer, men som jeg sagde til min mor igår: “Jeg tror slet ikke jeg hr nogen idé om hvor ondt det faktisk gør.” Igen et overbærende smil. Jeg siger jer, dem der har født før og fået børn før, de véd noget, som vi andre ikke ved.

Næh, generelt kan jeg vist sige at uge 37 har været en speciel uge.

Uge 36+5, jordbærkage på momses fø'sdag

Hyggedag hos farmor med niecerne