Uge 29+5. Hvad sker der inde i den stærkt voksende mave?

Vægt: 1400gr

Længde: 36-37 cm 

Hovedbredde: 7,5cm

Fodlængde: 5,1-6,2 cm

Lilleprullers krop er dækket med små lanugohår, som er bløde og fine. Man ved ikke helt hvad de er der for, de forsvinder i slutningen af graviditeten samtidig med fosterfedtet. Fosterfedtet er sådan en lækker bodylotion, som beskytter huden i fostervandet, og lanugohårene er måske med til at holde hende varm. Hendes underhud mangler stadig fedtlaget. Ret skal være ret, hvis jeg lå i en vandpøl i 6 måneder, ville der være tidspunkter hvor jeg måske frøs lidt, 37gr eller ej. 

Hendes øjenbryn udvikles og hvis hun har hår på hovedet så vokser det også. Hendes hjerne og organer vokser stadig stødt derudad. Hjerne nu så meget at kranieknoglerne skubbes udad (de er jo forresten helt bløde til en gang efter fødslen for at hovedet kan squeeses sammen til når det skal ud gennem fødselskanalen, og man vil kunne mærke en lille bld stribe på barnets hoved når det er født, hvor knoglerne endnu ikke er vokset sammen.) Samtidig begynder hjernen at se mere rynket ud fordi den opbygger forbindelser mellem nervecellerne. Den kontrollerer vejrtrækning, kropstemperatur. 

Hendes øjne kan nu opfange sollys og kunstig belysning og bevæger sig rundt i øjenhulerne. Samtidig er hun mere følsom overfor lys, lyd, smage og lugte. (Til gengæld er mamaen ikke så sulten længere. Jeg har ikke længere behov for mellemmåltider, oplever ikke decideret sult og kan egentlig ikke spise særlig meget. Tilgengæld er jeg enorm begejstret for vand!!)

Prutfisen har stadig plads til at vende og dreje sig rundt. Nogle gange får jeg nogle ordentlige dunk, så det kan tænkes det er dér hun lige sætter af med arme og ben for at vende sig (jeg er nok ikke den eneste der er besværet) Dog har hun ændret sig i sine bevægelsesmønstre, og jeg tror hun ligger og står meget på mit bækken, især i højre side. De små dunk er ikke så massive og tydelige mere, som om de blive rmuffled under maven. Men så længe jeg mærker liv og pludren hver dag, så tager jeg det ganske roligt. 

Derudover tisser og drikker hun fostervand hver dag, hvilket jo umiddelbart lyder adr! men som sygeplejesken sagde til fø’sforb sidste gang, så er det et sterilt miljø. 

Lidt om førstegangsmama’en

Øm øm og atter øm. På alle måder, i alle stillinger. Værst er det når jeg skal rejse mig fra stol, sofa, bilen - jeg skal ligesom rettes ud i underlivet, som er ret så ømt, både nedefter og henover (hvor dellen ligesom folder). For ikke at tale om inderlårene. Umiddelbart er det blødgøring af bækkenleddene som som sker vha. hormonet relaxin. Undskyld mig, men det er ikke særlig relaxin’ når det står på. Værre ser jeg næsten ud når jeg skal rejse mig fra sengen. Dér er vi ude i hval-fanget-på-strand position med at rejse mig halvt op for at vende mig om på siden, eller sidde på numsen og kurre ud over sengen. Yndigt. 

Lidt væske er også begyndt at samle sig. Jeg kan mærke det i mine hænder i løbet af dagen, men de hæver også nemt i varme, og se det på mine ankler når jeg tager strømperne af om aftenen. Men som jeg siger til folk, hvis jeg kun skal ‘lide’ af små graviditets-gener de sidste 2,5-3mdr, så kan jeg vist se mig selv som heldig. Var dog i svømmeren i fredags, hvilket var herligt! Hårdt, bevares, men herligt at flyde i det varme vand. Mht. vand i kroppen (ødemer, som det kaldes) så kan jeg også bare ligge mig ned på ryggen og lave stræk- og venepumpeøvelser, så der kommer gang i kroppen. Det vil højst sandsynligt også hjælpe på de urolige ben i løbet af dagen og kramperne om natten. (Jeps! Kramper i underbenene er kommet igen, den får jeg ellers kun ved intens løbetræning - men måske det passer godt sammen, når en fødsel energimæssigt svarer til et halvmarathon)

Så læste jeg lidt om hormoner også. Jeg bruger selv undskyldningen, men samtidig står der at det lige så meget drejer sig om “den livsomstilling og modning, man især som førstegangsgravid er i gang med.” (gravid uge for uge) og dét tror jeg nu er rigtig nok. Især når det kommer til sværhedsggraden af at vænne sig til at man skal være mor - mor - jeg mener, så sent som igår stod jeg i min mors køkken og så på nogle af alle de fine ting hun havde købt, bla. en lilla kjole med sorte stjerner på i str. 6-9mdr, hvorefter jeg kigger på min mor og søster og siger: Tænk på, sådan én, sådan én i den størrelse har man til jul. Sådan én!” Med skepsis lysende ud af mig. Det er stadig mærkeligt. Jeg mener… det er da lidt underligt… Sådan én, der skal være i sådant noget mini-tøj - jeg forstår det ikke. Indrømmet - jeg fatter det simpelthen hen ikke.