De første måneder af min graviditet havde jeg nogen enkelte hysteriske udfald på min radar, som gik hårdt udover min kæreste. De første måneder af vores forhold har ikke været præget af ro, da vi i kølvandet på to brudte forhold, skilsmisse, flytninger, bonusbørn og dødsfald skulle skabe en grobund for vores forhold.
Desværre måtte min kæreste stå for det meste af skraldet, og for mig at stå på sidelinjen uden at gøre noget, kan være en hård prøvelse, når man bare er forelsket og bare vil have det hele er godt.
Derfor blev følelserne nok også skruet en anelse op, da vi finder ud af jeg er gravid, og en helt ny dimension pludselig træder ind i vores liv. Både med at fortælle bonusbørnene, deres mor og familierne det, for selv ikke at tænke på vi selv skulle rumme den lidt ‘pludselige' graviditet.
Alt i det forgangne år taget i betragtning, så synes jeg at jeg har været berettiget til nogle udfald på hysteri-radaren (som jeg også råbte af min kæreste ved sidste skænderi: “Jeg har lov til at være urimelig!") Han har fået nogen skrald, min kæreste, og jeg må beundre ham for at stå mine pludselige vredesudbrud med gråd, håbløshed og uretfærdighedsfølelse igennem. Ved mit sidste kæmpestore udbrud skreg jeg af både ham og hans børn, især den ene, fordi jeg simpelthen bare var fyldt op med sårethed og magtesløshed - blev simpelthen så træt af alt det bøvl, og hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at være glad. I den forbindelse fik gik enkelte af vores glas i stykker.
Heldigvis har det ikke efterladt nogen varige mén mellem hans børn og jeg, og hans datter var også så sød at hjælpe med at feje glasskår op, mens min kæreste tog sig af sønnen. Da jeg undskylder for mit noget voldsomme udbrud, sagde hun det var okay og at det jo bare var hormoner. Simpelthen så sødt sagt. *snøft*
Udover hysteriet, så er jeg også blevet mere grådlabil. At høre i nyhederne om folk der dør, oversvømmelser og andre ulykker rører mig mere end ellers. Selv små søde betænkeligheder, som at der bliver hentet en saks til mig, og købt m*a*s*h afsnit til mig kan få gråden til at vælde op i mig. Eller bare en sang! Helt fjollet, må jeg altså indrømme.
Udover at skabe en skrækkelig stemning i hjemmet, så har de noget voldsomme udbrud, bekymret mig om i hvor stor grad Lilleprutten lægger mærke til dem. Det hjælper heller ikke ligefrem, at stå med dårlig samvittighed for Lilleprutten midt i tårer og vrede. Jeg er nemlig helt med på bølgen om at barnet kan høre stemmer, lyde osv. inde i maven, og efterhånden som det bliver større vil det lægge meget mere mærke til sine omgivelser.
Derofr beroligede det mig også noget, at læse i en graviditetsbog (Den store graviditetsbog)
at humørsvingninger, og følelsesmæssige udbrud ikke har nogen psykisk forbindelse, til barnet, men at det blot reagerer på kemiske stoffer der frigives i blodbanerne, når humøret slår stærkt ud, til den ene eller anden side. Undersøgelser har nemlig vist at jo større morens følelsesmæssige deltagelse er, jo kraftigere er barnets reaktion, ved at blive mere aktiv.
Puha…! Dejligt at vide at jeg i det mindste ikke skaber et følelsesforstyrret barn bare fordi jeg reagerer voldsomt ind imellem. Dog anbefales det stadigvæk at skabe et afslappet miljø omkring barnet for at bevare roen og stabiliteten i selve barnets verden, men lad os indse det, som kommende mor, så vil vi vel også helst bare have det stille og roligt.
Dog mener jeg stadig at det er helt ret og rimeligt, at jeg til tider bliver urimelig og følsom - jeg er trods alt gravid
No comments:
Post a Comment