Ballonmave, svømmetrold og babydummy

Jeg er nu ved at være så langt henne, okay, lidt over halvvejs, og begynder helt sikkert at se gravid ud nu. Som min brors hustru sagde: "nu er jeg gået fra er-det-mon-kageform? til hun-er-gravid.” Hvilket jeg jo må sætte pris på, da jeg så åbenbart ikke ser tyk ud. (hurrah) Og især indenfor den sidste uge, synes jeg at maven har givet et ordentlig spark på sit udseende med at se mere rund og en anelse spids ud. Noget der dog undrer mig, er at maven kan være ‘lille’ om morgenen og hen mod aften, så er den pludselig vokset. Førhen har jeg haft tendens til at blive oppustet, så mistænker det er det samme her. 

Uge 23+1 med Lilleprutten fra 13.nov

Og det har taget og tager noget tilvænning at vænne sig til at det føles som om alt bliver presset sammen indeni. Jeg forestiller mig det er noget der sker løbende og at alt ikke pludselig vokser, men det virker som om at der har været et par dage, hvor kroppen virkelig har arbejdet med at få rykket rundt på de indre organer. Puha, så føles det heldigvis som om det er faldet lidt til ro nu, men må indrømme jeg har haft det lidt hårdt de sidste dage. Især igår havde jeg det skidt på en måde som ikke kan beskrives. Måske er det fordi det bliver sværere at sidde rigtigt, alt var sammenklemt og min venstre lænd (igen skaden fra sidste år) værker. Igår var ikke en god dag. 

Men kender I det, at man altid synes det er rart at få at vide at man ser slank ud/tynd ud osv? Jeg begyner at tro at det forholder sig en anelse anderledes når man er gravid - for mig ihvertfald. For har i januar været til to fødselsdage, hvor jeg har fået at vide at jeg ikke ser så stor ud endnu. Og tilbage til det med kage-formen og at man gerne vil se gravid ud, så ved jeg ikke om det skal tages som en kompliment? Specielt ikke når jeg samtidig synes jeg er stor! Det er en pudseløjerlig ting. 

Herhjemme er den stadig på med drillerierne - mest når Camilla, den ‘yngste’ bonusdatter er her. Så går den sammen med hendes far især at pjatte, når vi spiser, med at så går der nok lige 5 min førend jeg skal spise igen osv. Jeg tror også jeg er blevet kaldt ‘tykke’, om jeg nu sidder på en rigtig stol (vi har nogen vaklevorne stole, og jeg er nok kommet til at sætte mig på en enkel ting eller to som er gået i stykker, bla. sofabordet, så forstår deres dril - haha…) og om jeg skal have et skub på vej op af trappen - all in good fun. 

Derudover er jeg begyndt at svømme. Hvilket er ret dejligt at få rørt kroppen. Den allerførste bane jeg svømmede, dér tænkte jeg godt nok, hold da op dét er hårdt, og blev forpustet og mærkede stræk i maven - og ja, var næsten ved at give op. Men må indrømme at efter 3.bane, så kørte det, og jeg kan mærke en tydelig forbedring i antal baner jeg kan svømme af gangen. Samtidig opdagede jeg hvor underudviklet min venstre balle-lår region er efter års løbetræning og en skade for et års tid siden. Så selvom jeg syntes det ville have været sejt at løbe langt hen i min graviditet, så tyder det til at en pause fra løb og igang med svømning vil vise sig meget gavnligt for min krop i det lange løb. 

Samtidig er jeg noget stiv i det. Så selvom jeg har en liste med strækøvelser jeg kan (og bør lave hver dag) så ser jeg frem til at hente min Pilates for Gravide på posthuset, som jeg har bestilt fra Den Intelligente Krop (kommer med en anmeldelse) - og så at komme i svømmeren igen, og blive blødt op. 

I torsdags var jeg med min mor ude at købe symaskine, mønstre, det første stof og andre basics for at komme igang med syningen. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor min mor lærte mig at bruge symaskinen, tegne efter mønstre og at sy. Og jeg må indrømme, jeg er helt vild med det! Hvis sy og hækle var det eneste jeg kunne bruge min tid på det næste lange stykke tid (okay, en uge eller et par dage måske) så ville det passe mig helt fint. Det er så herligt at sidde og lave noget, og se det blive færdigt. Men for nu, så må det blive indimellem alt det andet. 

Et lille sjov notits om baby-dummy’en her: jeg står i midten mellem damen i forretningen og min mor med en mønsterbog foran mig og en gravid i hjørnet og spurgte så: Jamen, hvad har jeg egentlig brug, hvad skal den bruge? Og følte mig virkelig helt på bar bund. Dog begynder det at gå op for mig at jeg bare skal slå med løs med at sy osv i forskellige størrelser, for jeg skal nok få brug for det. Ihvertfald må jeg holde mig tilbage for ikke at fare ud og købe stof hist og her og alle vegne. 

 

Gravid til jobsamtale

For cirka to uger siden blev jeg kontaktet af en virksomhed, som havde set mit cv hos jobindex. Spørg mig lige om jeg var glad for jeg alligevel ‘spildte’ en times tid på at opdatere mit cv online. De havde fundet mig interessant, og i sidste uge var jeg til jobsamtale hos dem. 

På intet tidspunkt inden samtale havde jeg fortalt jeg er gravid, og var meget i tvivl om hvorvidt det var det rigtige. Men jeg har det også sådan, at jeg vil bedømmes på mine kvalifikationer og personlighed, istedet for min ‘fysiske' tilstand. Ellers kan jeg nemmere blive pillet fra, og lad mig slå én ting fast med det samme: 

jeg synes absolut det er iorden at spørge og fortælle at man har planer om at blive gravid, er igang med forsøget og især at man er gravid. Det vil kun være fair overfor virksomheden, og jeg kan sagtens forstå behovet for at pille fødedygtigere kvinder fra. Je ghar selv haft fornemmelsen at at blive pillet fra, fordi man har dén alder, men samtidig må jeg indrømme at siden vi er mange om budet, så kan det også bare være derfor man bliver valgt fra: der er mange, og andre bedre kvalificeret til jobbet.  For jeg har alligevel været til en del jobsamtaler, selvom jeg er i den fødedygtige alder, og det har altid været manglende erfaring der har fra holdt dem fra ansættelse. Så selvfølgelig skal man være ærlig, det siger jo også noget om en person og hvor man er i sit liv, hvor man står med børne-spørgsmålet. Så er det sagt. 

Tilbage til min fantastiske oplevelse, da vi når til ‘om mig’-delen fortæller jeg om blablabla-hvor-jeg-er-i-livet, og at jeg venter mit første barn, og hvor langt jeg er henne. Og den helt klare fornemmelse jeg fik 

var at det at jeg er gravid intet har af betydning for dem ifht en evt ansættelse. Jeg viste samtidig forståelse for det selvfølgelig kan have betydning, og at jeg i så fald ønskede feedback om hvordan jeg kan forbedre mig. Han lagde stor vægt på at de er en virksomhed som skal rumme alle, de tager deres csr alvorligt, og at forholdet imellem hvordan jeg fremstod på cv, ansøgning og i virkeligheden passede fint sammen, så dér var der ingen issues - så jeg følte mig ganske fortrøstningsfuldt, og fuld af beat da jeg gik derfra. 

Siden da har jeg talt i telefon med dem to gange om hvor jeg stod i forløbet, og fik at vide i fredags at jeg ikke var gået videre, men at de havde nydt at have mig til samtale.

Opgaverne i jobbet lød desuden simpelthen også så spændende! Jeg anede ikke at den branche kunne være en mulighed, men nøj, hvor det virker hamrende interessant, og det er helt sikkert en retning jeg vil eftersøge, når jeg er færdig med barsel. Jobbet indeholder en stor del af det som jeg gerne vil beskæftige mig med fra det rent byggetekniske, tilstandsvurderinger af bygninger til en administrativ stilling hvor kommunikationen går med forskellige parter. 

Alt i alt et super job for mig fordi jeg føler jeg godt vil kunne varetage opgaverne rent fagligt (med oplæring selvfølgelig) og personligt vil det også udvikle mig på en god fornuftig måde hvor jeg kan følge med. 

Lang historie, men så meget som jeg var blevet pillet ned af min processlærer til eksamen så betød oplevelsen hos disse to alfa-omega for mig, fordi de virkelig genskabte min tro på at min faglighed er ganske glimrende til byggebranchen.

Hysterisk - mig?! Jeg har dælme osse lov…!

(-mener jeg ihvertfald selv)

De første måneder af min graviditet havde jeg nogen enkelte hysteriske udfald på min radar, som gik hårdt udover min kæreste. De første måneder af vores forhold har ikke været præget af ro, da vi i kølvandet på to brudte forhold, skilsmisse, flytninger, bonusbørn og dødsfald skulle skabe en grobund for vores forhold. 

Desværre måtte min kæreste stå for det meste af skraldet, og for mig at stå på sidelinjen uden at gøre noget, kan være en hård prøvelse, når man bare er forelsket og bare vil have det hele er godt.

Derfor blev følelserne nok også skruet en anelse op, da vi finder ud af jeg er gravid, og en helt ny dimension pludselig træder ind i vores liv. Både med at fortælle bonusbørnene, deres mor og familierne det, for selv ikke at tænke på vi selv skulle rumme den lidt ‘pludselige' graviditet. 

Alt i det forgangne år taget i betragtning, så synes jeg at jeg har været berettiget til nogle udfald på hysteri-radaren (som jeg også råbte af min kæreste ved sidste skænderi: “Jeg har lov til at være urimelig!") Han har fået nogen skrald, min kæreste, og jeg må beundre ham for at stå mine pludselige vredesudbrud med gråd, håbløshed og uretfærdighedsfølelse igennem. Ved mit sidste kæmpestore udbrud skreg jeg af både ham og hans børn, især den ene, fordi jeg simpelthen bare var fyldt op med sårethed og magtesløshed - blev simpelthen så træt af alt det bøvl, og hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at være glad. I den forbindelse fik gik enkelte af vores glas i stykker. 

Heldigvis har det ikke efterladt nogen varige mén mellem hans børn og jeg, og hans datter var også så sød at hjælpe med at feje glasskår op, mens min kæreste tog sig af sønnen. Da jeg undskylder for mit noget voldsomme udbrud, sagde hun det var okay og at det jo bare var hormoner. Simpelthen så sødt sagt. *snøft*

Udover hysteriet, så er jeg også blevet mere grådlabil. At høre i nyhederne om folk der dør, oversvømmelser og andre ulykker rører mig mere end ellers. Selv små søde betænkeligheder, som at der bliver hentet en saks til mig, og købt m*a*s*h afsnit til mig kan få gråden til at vælde op i mig. Eller bare en sang! Helt fjollet, må jeg altså indrømme. 

Udover at skabe en skrækkelig stemning i hjemmet, så har de noget voldsomme udbrud, bekymret mig om i hvor stor grad Lilleprutten lægger mærke til dem. Det hjælper heller ikke ligefrem, at stå med dårlig samvittighed for Lilleprutten midt i tårer og vrede. Jeg er nemlig helt med på bølgen om at barnet kan høre stemmer, lyde osv. inde i maven, og efterhånden som det bliver større vil det lægge meget mere mærke til sine omgivelser.

Derofr beroligede det mig også noget, at læse i en graviditetsbog (Den store graviditetsbog)

at humørsvingninger, og følelsesmæssige udbrud ikke har nogen psykisk forbindelse, til barnet, men at det blot reagerer på kemiske stoffer der frigives i blodbanerne, når humøret slår stærkt ud, til den ene eller anden side. Undersøgelser har nemlig vist at jo større morens følelsesmæssige deltagelse er, jo kraftigere er barnets reaktion, ved at blive mere aktiv. 

Puha…! Dejligt at vide at jeg i det mindste ikke skaber et følelsesforstyrret barn bare fordi jeg reagerer voldsomt ind imellem. Dog anbefales det stadigvæk at skabe et afslappet miljø omkring barnet for at bevare roen og stabiliteten i selve barnets verden, men lad os indse det, som kommende mor, så vil vi vel også helst bare have det stille og roligt. 

Dog mener jeg stadig at det er helt ret og rimeligt, at jeg til tider bliver urimelig og følsom - jeg er trods alt gravid

Et lille grislinge-sæt til Lilleprutten

Ralph Laren baby-sæt

I lørdags var min kæreste og hans tvillinger på konfirmand-tur i København. Da de kommer hjem, har  min kæreste og hans ene datter købt gaver med hjem - både til Lilleprutten og til mig. (Jeg fik de to første sæsoner af M*A*S*H, hvilket jeg er helt vildt med! Og barsel kommer helt sikkert til at gå med et par afsnit af det) 

Men det bedste var gaven de havde købt til Lilleprutten: Et fuldstændig babylyserødt sæt med sparkedragt, hue og raslebamse! Fra Ralph Lauren - of course (min kæreste er meget begejstret for RL-tøj) Købt i størrelse 6mdr, så det passer til hende når vi når til de koldere måneder i sen-efteråret. Hun kommer til at være en fin lille grisling :)

Jeg er sikkert ikke den første bonus/førstegangsmor med tårerne i øjnene over at få gaver fra bonusbørnene til den lille ny - den store storesøster (som er i Canada på udveksling) er igang med at lave et fint vattæppe i fine mønstre og pigefarver (hun havde lavet et i mere drengefarver, men besluttede så at lave et i pige-farver) Se, dét bringer os tårer i øjnene på mig. 

Ikea med mor og Mette

Tirsdag var jeg i ikea med min mor og søster kun for at små-shoppe i deres nips-afdeling, men selvfølgelig skulle vi hele butikken igennem fra top til bund. Det er jo Ikea. 

Ideer og hvad jeg ente med at købe

Da vi når til børneafdelingen, som nok er den vi alle tre syntes ville være mest interessant, gik der lidt leg i den. Det første jeg spottede var en hænge-snurre-rundt-dims, som jeg vil elske at have i stuen til at lade Lillepigen svinge rundt i. Selvom den nok vil fylde en del i stuen, og ikke skal være Ikea-modellen. Men idéen er fantastisk. 

Så faldt os tre damer selvfølgelig også over bamserne og især hånddukkerne i Ikea, og det gik ikke for sig uden leg med enhjørning, drage og prinsesse. Enhjørningen røg med i vognen. 

Derudover fandt jeg et lille bundt á to styks stofbleer i hhv. hvid og med grøn tryk. Jeg blevet anbefalet at købe stofbleer i Ikea af min kæreste fætters hustru, og tænkte, 'dem nupper jeg, jeg skal alligevel have mange af dem og så vil forskellige typer og mønstre kun være pænt.' Så ned i vognen med dem.

I deres stofafdeling så jeg et  noget frisk møsnter og ved ikke helt om det er for meget farve, men jeg blev bestemt fristet til at sy sengetøj af det. Også har Ikea den sjoveste idé med et stykke stof demed børnemotiver, som mna kan male på mmed stoftuscher. Dét bliver jeg nok nødt til at købe og sy et eller andet af, så mine to små niecer kan male på, til Lilleprutten. 

Børneafdeling - til voksne eller børn?

Jeg ville se lidt på deres kravlesenge og pusleborde, men må indrømme at jeg er lidt skuffet over deres udvalg - især fordi jeg på ikeas hjemmeside har set en tremmeseng i en let brunlig/grå farve, som jeg nok er mere til end til en ren hvid. Derudover overvejer jeg om vi skal have en seng, som vi kan regulere i størrelsen efterhånden som hun vokser. Men som min mor rigtig nok siger, så kan vi hurtig blive trætte af at se på den samme seng til hun er 4-5 år gammel. 

Deres pusleborde imponerede mig heller ikke. Så mindede min mor mig om det arrangement som min storebros og hans hustru har jo er ret smart. Det var en kommode med plads til både baby, bleer og alt det andet og med skuffer til tøjet. Dét vil være super smart til vores soveværelse. Vores lejlighed har kun to værelser, og tvillingerne har det ene værelse og så har vi soveværelset, hvor der skal være plads til både tremmeseng, puslebord og kommode - og så vil jeg gerne have en amme-stol som jeg kan trække mig lidt tilbage, når Lilleprutten skal ammes og puttes.

Hvor om alting er, så vil jeg sige at det er lettere overvældende at se på møbler og ting og sager - det er som om det bliver lidt mere virkeligt. Jeg var nok skuffet over Ikeas udvalg fordi jeg ikke ved hvad jeg forventer mig eller hvad nødvendigvis gerne vil have. Når vi reelt skal ud at se på møbler, så tager vi i vores egen Ikea ved Gentofte og Babysam. Jeg skal nok sidde og kigge et par hjemmesider igennem, så jeg kan danne mig et billede af hvad jeg gerne vil have. 

Hvis der er nogen som har gode råd og idéer til babyindretning, så lad mig endelig vide det. 

Mit evighedsprojekt får nu en ende

Jeg har de sidste to-tre vintre brugt aftener på at hækle små bedstemorfirkanter i forskellige farver, som min plan var at bruge til et senge/slumretæppe. Dog er jeg aldrig nået så langt og bunkerne med firkanter har kun hobet sig større. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid, blev det derfor kun helt naturligt at finde ud af at få lavet de sidste halve firkanter færdige og beslutte mig for hvordan de skulle sættes sammen. Således at det vil blive til et fint barnevognstæppe til Lillepigen. Jeg må indrømme at det har kriblet i fingrene på mig at komme igang, men jeg holdte mig tilbage indtil vi kunne få at vide hvad køn barnet havde. Ellers var jeg forberedt på at gå i de grønne/gule/beige/grå nuancer - hvilket jeg nok også vil holde mig nogenlunde til med de resterende sager jeg vil sy og hækle, så det ikke bliver alt for 'Hello Kitty'-pussenusset. 

Jeg vil gerne have at kanten hvor firkanterne er syet sammen er 'usynlig', og derfor har jeg besluttet at hækle en 'knækket' hvid kant på alle firkanter,og til sidst hækle en pæn afslutning rundt om tæppet.

Da jeg lagde firkanterne op på bordet, var jeg ikke helt tilfreds med kombinationen, og tvivlede på om jeg ville kunne lide det. Men nu hvor jeg har fået hæklet et par hvide kanter på, kommer tæppet simpelthen til at se så hamrende flot ud! Så glæder mig meget til at lave det færdig. 

Materialer: 

Jeg har løbende haft købt bomuldsgarn i Søstrene Grene hvor prisen er ganske rimelig. Så har jeg en gammel hæklenål fra da jeg boede hjemme i str. 4, som gør maskerne lidt løse. Den skulle nok have været str. 3. Og fordi jeg ikke kunne få kantfarven i Søstrene Grene og jeg bare virkelig ville igang, har jeg købt Babybomuldsgarn hos Tot og Tråd i Helsingør, hvilket var til en hel anden pris end garnet i Søstrene. Men pyt, så er jeg igang. Størrelsen på tæppet har jeg været meget i tvivl om, og der er mange forslag ude på nettet, men jeg besluttede mig for at gå efter 75x100, som er blevet til 9x11 firkanter. Det virkede en smule 'småt', men med kanterne på, så tror jeg det opnå en ganske passende størrelse.

Bedstemorfirkanter uden kant

Firkanter med kant

Da Lilletyren blev til Edda Marie eller Sarah eller Ida… - eller måske Emilie

Det er omkring 6 uger siden vi var hos jordemoderen første gang, og de sidste to uger har jeg været lettere bekymret over Lilletyren i maven, om alt nu var ok. Så syntes egentlig før at der var lang tid imellem at man fik lov at se babyen og høre hjerteslag, men går udfra det bare er almindelig første-gangs-mor bekymringer. Jeg var ganske spændt på gennemscanningen idag, både fordi den ville vise om Lilletyren var i tip-top stand og evt kønnet. 

Udfra de første scanningsbilleder mente min mor at Lilletyren måtte være en pige pga. den klassiske Finderup-næse. Nu skal det siges at alle børn født siden min storebror har været pigebørn, så om der er noget om en særlig piget Finderup-næse skal jeg lade stå hen i det uvisse. Min forventning har egentlig altid været at jeg ville få en pige først, men efterhånden som ugerne gik og fordi jeg ikke kunne finde på drengenavne, og derfor begyndte at kigge efter dem, blev jeg mere og mere overbevist om at ville blive en dreng. Som sagt, trænger vi også til drenge i familien og min bonus-søn ville også blive glad for en lillebror. Han har to søstre i forvejen. I weekenden fortalte min veninde at hun havde drømt det ville blive en pige, så gætterierne omkring kønnet har været vide. 

Fra vi fandt ud af jeg var gravid har vi vidst at vi gerne ville vide kønnet. Jeg kan ikke give nogen speciel grund til det, det virker simpelthen bare så naturligt - især fordi vi også har talt om navne siden dengang vi vidste at vi ville have børn sammen. Så da sygeplejersken spurgte om vi havde nogen spørgsmål, kom køns-spørgsmålet selvfølgelig på banen, og mens hun kiggede spurgte hun hvad vi selv troede (hvilket må være skægt for dem at høre folks små teorier og historier) og vi fortalte da også hvad familien troede, hvad vi selv mente og om min kærestes fødselsstatestik (pige - dreng - pige - ergo dreng denne gang). 

Så hvor jeg gik her og troede at overskiften til indlægget skulle hedde "Da Lilletyren blev til Frederik" skal det nu istedet hedde "Da Lilletyren blev til Edda Marie eller Sarah eller Ida…" (Pigenavnet er vi ikke helt faste på endnu) 

Der vokser simpelthen en perfekt-skabt-lige-til-et-12-tal, meget livlig pige inde i min mave. Og nu er jeg helt rolig efter at have fået at vide Lilletyren er i tip-top stand og glæder mig nu bare endnu mere til maj måned, hvor hun vil gøre sin ankomst. 

(Desuden ved jeg (og moster Mette og mormor Anna) hvad vi skal hækle, sy og strikke af farver, selvom jeg må indrømme jeg stadig holder mig til de mere neutrale farver som beige/grå/gul/grøn med lidt lyserødt og lilla i.)