Af en-eller-anden grund griner folk af den kommentar - inkl. mig selv. Men sandheden er, at det jo egentlig er sandt - nogen gange, i nogen tilfælde. For det tvinger mig ud i nogen følelsessituationer som jeg ikke har lyst til at være i - simpelthen fordi de overrasker mig og jeg ingen anelse har om hvordan de skal håndteres. Især jalousien er dræbende men den vigtigste sandhed, at jeg simpelthen er bange for at miste ham, virker som en balsam for den.
Nu jeg (endelig) har en stor kærlighed i mit liv, er det svært at håndtere den, og jeg tror det ligger for mange af os TUBA-mennesker. For det er (pisse) svært at vise hvem vi er og dele ud af os - men dér hvor vi er, vil vi os rigtig gerne alle de ting, for vi ved at det er en måde hvorpå vi kan komme ud med og møde vores egen sorg - legitimere hvordan vi har det, at gøre det u-tabu. Men det sværeste for os er imødekommelsen - dét at et andet menneske faktisk ser os og acceptere os og - i mindste fald - forsøger at forstå os. For det at være elsket har altid været noget flumsy noget for os, uvirkeligt, og ikke eksisterende. Noget mærkeligt mudret noget.
For det er svært at tro på, at vores forældre elsker os, når de vælger afhængigheden til frem for os. Det er svært at tro på vores værdi, når vores forældres handling har vist os, at vores kærlighed og tilstedeværelse ikke er nok - og ikke god nok. Og når vi ikke er gode nok til at blive elsket og holdt af, for de mennesker som er vores første erfaring med kærlighed, hvordan kan vi så tro på et andet menneskes kærlighed til os?
Derfor blev mine øjne fyld med tårer, da han spørger om jeg vil flytte ind. Som var det den mest ultimative kærlighedserklæring - og ja, det indeholder ikke en margurit-ring eller hvide kjoler og det behøver det heller ikke. For i dét lå en af de vigtigste betydninger, én som mig kan høre: Ja, jeg kan holde ud at være i stue med dig, tilbringe tid med dig og se dit ansigt hver dag.
