Go'e oplevelser er dejlige at have

Idag har jeg været til jobsamtale hos mit jobcenter: Hvordan får vi dig i job? 

Indrømmet, jeg var nervøs, men som altid en dejlig oplevelse at komme på jobcentret. (Ja, altid, det skrev jeg. Det er 3-4.gang jeg er der.) 

Venlighed, imødekommenhed og masser af forståelse og opmuntrende ord. "Du må ikke miste modet." Hun skulle bare vide hvor meget jeg har mistet modet. 

Men idag har jeg taget mig selv i nakken, og gjort et nyt skridt for at komme i job. Jeg ringede faktisk til nogen! 👏🏼  (og det var slet ik så farligt.) 

At være ledig i Danmark er et af de hårdeste og mest stressende jobs, siger de. Jeg kender personligt nogen i mit nærmiljø, som vil mene det er pjat og man bare skal være aktiv opsøgende. 

Som en der selv er psykisk i bund, er det svært for mig at give dem ret. For der er mørke dage, hvor det virker modløst og du føler sig uden værdi. 

Men en dag som idag, hvor jeg har taget tyren mere ved hornene, søgt to jobs og formået at lave et jobsøgende opkald, må jeg give dem ret. At være aktiv og TURDE hjælper! Og jeg har fået modet en smule tilbage. 

Tak, Mette, for at vise interesse og være aktiv. Ærgerligt jobbet i Center for Teknik og Miljø som administrativ medarbejder var besat 😊 

Er jeg virkelig den lede, onde stedmor i forklædning?

Ofte fyldes jeg med en irritation og misundelse over min kærestes børn. Der er en masse ting, som giver mig en del frustration i hverdagen, som ikke kan nævnes for husfredens skyld. I hvert fald fylder det meget, omend det måske ikke er så mange i sidste ende.
Men jeg kan mærke på mig selv, at det skyder mig i brystet hver gang de (børnene) skal optage deres fars tid. Og ja, tid fra mig. Lad mig bare være ærlig. Det pisser mig af at blive tilsidesat.
Det skyder mig også i brystet hver gang han skal hente, bringe, køre dem hist og her, om de så er hos os eller ej. For jeg synes det er unødvendigt, en indgriben og udnyttelse af deres far, som de til tider ikke kan være bekendt. Men det er nok mest en opdragelsesting, og så ved jeg godt at så har de i det mindste dén tid sammen. Men så kunne de jo bare være her noget mere. Men jeg ved godt man ikke kan sætte det op så firkantet, for de har også en mor at tage hensyn til og give tid til, så det hele er en gråzonen. Nogen gange får jeg bare sådan en lyst til spydigt at smide ud i rummet at deres mor da også bare kan bringe og hente dem en gang imellem. (Når nu de ikke kan tvinges op på en cykel).
På fredag er det fars dag, og selvom de intet har aftalt endnu, kan jeg mærke en kommentar være klar på spring i et spydigt tonefald: "husk at I skal have EMsen med!"

Også provokerer det mig faktisk, at der ingen struktur er på hvornår de er her. Og måske er det i bund og grund ikke så vigtigt, og det ville være meget nemmere hvis jeg bare trak vejret og tog det som det kom, og kørte videre med rutinerne for vores datter på et år. Men jeg vil have struktur og faste rammer! Jeg har brug for dem, og så kan det godt være deres mor og far ikke mener jeg har noget at skulle have sagt eller have del i den del af deres liv, som er 'dem' (den gamle kernefamilie) og at tingene ikke kan planlægges.
Men de kan mene hvad de vil, jeg føler mig stadig komplet til side sat, selvom jeg og mit liv jævnligt inddrages i deres, men jeg har ingen indsigelsesret fordi jeg ikke er biologisk.

Måske er det bare mig der tager livet for tungt, trækker vejret for lidt og ser tingene for besværligt. Er jeg virkelig så egoistisk og led, at jeg ikke kan unde min kæreste at være far for hans børn og have alene-tid med dem?
Jeg synes det er en skrækkelig tanke og følelse, og jeg foragter virkelig mig selv for det. For biologisk eller ej, når alt det er sagt, så elsker jeg i bund og grund, når hans børn er her. Jeg elsker de er så søde ved Emilia, jeg elsker at de spørger mig til råds om kjoler og lektier. Jeg elsker at jeg har en familie, selvom den kun er halv.

Note.
Jeg er holdt op med at kalde dem bonus, sted, pap og kalder dem istedet min kærestes børn. Netop for at distancere mig selv følelsesmæssigt fra en rolle som bonus/sted/pap, som jeg ikke kan rumme og udfylde. Men jeg betegner dem faktisk indimellem også som mine egne, hvis jeg taler med nogen. Især Camilla. Hvis det ikke havde været for hendes milde væsen, så havde jeg nok givet op for længst. 

Fra det laveste lave til (endnu) en ny plan

For leden skrev jeg et lettere deprimeret indlæg om hvordan det føles at være ledige-mig i øjeblikket. I dag er heldigvis en bedre dag, hvilket jeg bestemt tror skyldes, at Emilia havde fri fra vuggestue i går. Hun skulle til 1 års undersøgelse, så vi havde bare en hyggedag med gåtur ned til byen og leg og putte herhjemme. Det har givet mig en forfrisket energi til at gå i gang med i dag med lidt mere oprejst pande.

Emilia er afleveret, her er nogenlunde ryddet op, kaffen står på bordet og jeg har en forventning om at have en effektiv dag, hvor jeg giver den gas! så jeg kan have energi og glæde til når Emilia kommer hjem. Nu har jeg allerede tøffet lidt rundt i mail-boksen uden egentlig at gå i gang med noget konkret, og så kan jeg mærke usikkerheden og tvivlen over hvad jeg egentlig skal (både i større og mindre perspektiv). Jeg har allerede idéer/planer i mit hovedet om hvad jeg skal foretage mig for at blive et bedre mig, rent fagligt og professionelt set. Jeg har som så ofte før haft de samme idéer, skrevet ned og forsøgt at planlægge en hverdag ud fra det – uden held, fordi luften går af ballonen.

Som jeg ser min dag, kan jeg både søge diverse job, selvstudere eller sy. Lysten er ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Jeg er vævende omkring hvad jeg skal, fordi jeg er i tvivl om retningen, og sådan som jeg ser det har jeg fire måske flere muligheder, hvis mit fokus skal være at jeg vil arbejde indenfor mit felt og have egen virksomhed:

Scenarie 1: (også den nuværende situation)

Dagpenge og jobsøgning

Selvstudie/genopfriskning af viden for dygtiggørelse (egen vindings skyld)

Sy og forberede opstart af virksomhed.

Involvere mig i frivilligt o.a. arbejde der er kulturarvs/bygnings relevant

Scenarie 2:

Deltidsarbejde (hvad som helst, men med menneskelig kontakt)

Sy og forberede opstart af virksomhed.

Involvere mig i frivilligt o.a. arbejde der er kulturarvs/bygnings relevant

Scenarie 3:

Fuldtidsarbejde indenfor bygninger

Sy og forberede opstart af virksomhed.

Scenarie 4:

Starte som selvstændig rådgiver for udarbejdelse af byggesagsmateriale til myndighedsbehandling. (Av, den ser svær ud!)

”Herrens veje er uransagelige…” og ”man ved aldrig hvad det fører til…” osv. og jeg må ærligt indrømme at jeg er lidt til det hele, eller hvad der nu kommer først. Men jeg har brug for mening, og hvis der i denne omgang ikke sker noget bygnings-relevant, så kan jeg lige så godt opgive den vej med det samme, og smide al mit materiale ud og (for)blive almindelig generalist.

*

En tur på toilettet og brygning af ny kop kaffe giver altid en løsning. Jeg bliver nødt til at være noget indenfor bygninger, kulturarv, byggestil, bygningshistorie osv. Jeg bliver nødt til det! 

OG lige nu er min eneste måde at være noget indenfor det at arbejde med det selv - genopfriske hvad jeg ved, og så finde måder at arbejde med det på. 

Planer skal der til! Jeg er ikke så god til at følge dem, men jeg er god til at lave dem. Og så krydser vi fingre for at jeg kan følge den denne gang. For min egen vindings skyld.