Frank og jeg skændes, og mokker. Jeg skændes for at få forståelse. Han skændes fordi han er træt af at høre om det, og synes han giver mig det. Jeg både hverken hører, føler eller mærker andet end en træt mand jeg har presset til det sidste. Der er en stor mudderpøl i vores bristede boble, og det ser bare ikke ud til at vi kan finde ud af at få spulet den væk.
Frank har det med følelser at de skal være fulgt af en begrundelse. Ellers kan han ikke hjælpe med en løsning. Mine følelser har ikke nogen grunde, andet end at sådan føles det. Og vi vil blive ved med at skændes og jeg vil blive ved med at snerre indtil en eller anden form for forståelse kommer.
Så slog det mig: Hvad nu hvis det er lige meget?
Ligemeget at jeg føler mig som og er alenemor 4 dage om ugen? Og at det ikke føles, som om han kan se det fra den vinkel? Ligemeget at han ikke inddrog mig i hans beslutning om ikke at ville have flere børn, men blot tog beslutningen? Ligemeget at jeg ikke er sikker på han vil være, når jeg har brug for ham? Okay, den del er måske ret relevant, da jeg tydeligvis ikke stoler på ham, men min pointe er, at måske det er på tide at slå en streg i sandet, og efterlade fortidens synder og følelser på den anden side? Hvad nu, hvis jeg besluttede mig for at alt mudderet kunne blive hvor det ligger, og startede forfra?
Mit problem er, at jeg gerne vil have Franks forståelse for mine følelser og handlinger, som en form for anerkendelse af, at det er helt okay det jeg føler, siger og gør. Jeg er bare ikke sikker på at han kan følge mig i min streg-i-sandet-these, for han er allerede derudaf! Han har en foruroligende, og måske beundringværdig, ihvertfald lærende, evne til at lade bye-gones-be-bye-gones og være kan-jeg-ikke-gøre-noget-så-lader-jeg-det-ligge. Så han vil højst sandsynligvis sige, at det gør jeg bare, og at det er en god ide. Det vil dælme alligevel være en lidt tam form for anerkendelse og støtte.
Men måske er det mit issue helt alene, at lade vores fortidsfølelser ligge og komme videre, min opgave at give slip, lade ligge og komme ud frisk på den anden side?
Min mor sagde nogle kloge ting, da jeg hulkende beklagede min nød over ikke at skulle have flere børn med Frank, at hvis jeg elsker ham, og kan se os have et liv sammen, så skulle det nok gå. Og jeg kan sagtens se os med en fremtid sammen. En ret fantastisk fremtid. Spørgsmålet jeg sidder tilbage med, er om den fantastiske fremtid bliver på bekostning af en mand der ikke kan give mig følelsesmæssig støtte?
Men måske vi ikke altid skal have støtte fra vores mænd? De er trodsalt mænd, så måske vi ikke skal forvente os af dem, at de kan forstå og rumme kvindelig følelsesliv, som til tider bliver ALT for meget - bevares, så meget indsigt har jeg da. Så måske skal det at blive mødt af forståelse for ens følelser nogen gange findes andre steder end hos den person man allermest ønsker det? Ihvertfald var det utrolig beroligende for mig, da min mor sagde, hun sagtens kunne forstå min skuffelse og sårethed over ikke at være inddraget i beslutningen om flere børn. Med den der helt rolige, varme tone i stemmen, som ens veninder og mor kan sige tingene på.
Min streg i sandet er ikke en gang udledt af træthed, udmattelse eller grædende frustration over at det ikke bliver bedre, “hvorfor kan han ikke forstå?!?". Den er ganske enkel udledt af en hel rolig anderkendelse af at det ikke kan løses. Vi går i ring, og jeg kan ikke bryde den, så nu suger jeg det ind, som pædagogen i vuggestuen der suger ømhed fra knæ og puster det ud i verdensrummet og lader det flyve. Og whatever issues der stadig ligger, må tages i det rolige når de kommer.
