Emilia og mor på tur i Ålesund

(Endelig) en dag med godt vejr! De sidste to dage har det været overskyet og igår regnede det hele dagen og blæste som en gal! Idag har det været skønt! Så da Emsen havde sovet lidt mere til morgen, ovenpå den store portion pære/banan yoghurt fra Nestle (jeg er gået all in på skemaden, men det er en anden historie) trak vi i overtøjet og drog afsted. 

Vi var nede ved havnen og kigge på bjergene, hvor nogle havde sne langt ned af sig. Så fandt vi Ålesund Kirke, som så utrolig smuk ud. jeg elsker simpelthen når der bruges kampesten. Den skulle være en forbindelse imellem en middelalderkirke og start 1900-tallets nyere kirke. Ålesund brændte jo ned en gang i gud-ved-hvornår, så alt i byen er genopbygget. Udntagen pastorens hus, som overlevede branden. Så kan man tænke over det. 

Jeg synes Ålesund må være et af de smukkeste steder at bo i Norge (og det ved jeg er løgn, for der er smukkere steder i Norge) men jeg bliver overrasket over at en by der kan ligne noget fra 70’ernes østeuropa faktisk har sin egen skønhed. Da Frank fortalte hele byen var i Jugenstil, tænkte jeg ‘føj’ da tanken straks ledte mig hen på min process-lærer på bygkon, som jeg absolut ikke kunne med. Men idag da jeg fortalte Emilia om gamle og nye bygninger, slog det mig, at jeg synes jugenstilen er ganske charmerende. Den er enkel men alligevel overpyntet på en fin måde.

Meningen var at jeg ville have taget et nissebillede af hende i byparken, men min egen forledenhed over at klæde mit barn ud i nissekostume fraholdte mig fra at placere hende et sted og knipse løs på iphonen.  Så efter at have tumlet rundt om havneindløbet, og en tur op af den stejle bakke til byparken (hvor jeg jo håbede på et hyggeligt julebillede) var Emsen faldet i søvn, og siden parken ikke var så spændende og jeg ikke ville vade hele parken rundt, gik vi ned til Tante Bruun for at spise frokost - igen. Men det er også et skønt, fantastisk sted, og jeg ville tage med Frank en smuttur til Ålesund for at sidde på Tante Bruun og hygge. 

Men intet var evigt, heller ikke dage i Norge, så sidst på eftermiddagen var kufferter og EMsen pakket og vi rejste hjem til Danmark igen. 

Første forsøg med hæklet tøj til EMsen

Efter (endelig) at turde kaste mig ud i andre hækle-projekter end Bedstemor-firkanter, og efter at være fladet i svime flere gange over alt det andet skønne man kan hækle, besluttede jeg mig for at prøve kræfter med en hæklet spencer fra GarnGrammatik - en vidunderlig hækle-blog!

Umiddelbart skulle størrelsen passe til en 3-6mdr, men den virker en smule for stor til Emilia, der var 6 mdr, vejede ca. 7.5kg og var 68 cm lang, da spenceren lå færdig. Men jeg er også en løs-hækler :)
Den er dog lidt stram at få på om skuldrene, men tager man den på nedefra benene går det super nemt.

Selv synes jeg spenceren blev rigtig fin af en first timer, og det vil ikke være sidste gang jeg laver den, da den virkelig var super nem :)

Update: Fordi skulderstroppene virkede for lange til Emilia, måske også ifht. hvor jeg satte knapperne,  har hun ikke haft den så meget på, da jeg ville se om hun voksede ind til den.

Opskriften til spenceren findes her

En streg i sandet

Betyder det virkelig noget til sidst? 

Frank og jeg skændes, og mokker. Jeg skændes for at få forståelse. Han skændes fordi han er træt af at høre om det, og synes han giver mig det. Jeg både hverken hører, føler eller mærker andet end en træt mand jeg har presset til det sidste. Der er en stor mudderpøl i vores bristede boble, og det ser bare ikke ud til at vi kan finde ud af at få spulet den væk.

Frank har det med følelser at de skal være fulgt af en begrundelse. Ellers kan han ikke hjælpe med en løsning. Mine følelser har ikke nogen grunde, andet end at sådan føles det. Og vi vil blive ved med at skændes og jeg vil blive ved med at snerre indtil en eller anden form for forståelse kommer. 

 

Så slog det mig: Hvad nu hvis det er lige meget? 

Ligemeget at jeg føler mig som og er alenemor 4 dage om ugen? Og at det ikke føles, som om han kan se det fra den vinkel? Ligemeget at han ikke inddrog mig i hans beslutning om ikke at ville have flere børn, men blot tog beslutningen? Ligemeget at jeg ikke er sikker på han vil være, når jeg har brug for ham? Okay, den del er måske ret relevant, da jeg tydeligvis ikke stoler på ham, men min pointe er, at måske det er på tide at slå en streg i sandet, og efterlade fortidens synder og følelser på den anden side? Hvad nu, hvis jeg besluttede mig for at alt mudderet kunne blive hvor det ligger, og startede forfra? 

Mit problem er, at jeg gerne vil have Franks forståelse for mine følelser og handlinger, som en form for anerkendelse af, at det er helt okay det jeg føler, siger og gør. Jeg er bare ikke sikker på at han kan følge mig i min streg-i-sandet-these, for han er allerede derudaf! Han har en foruroligende, og måske beundringværdig, ihvertfald lærende, evne til at lade bye-gones-be-bye-gones og være kan-jeg-ikke-gøre-noget-så-lader-jeg-det-ligge. Så han vil højst sandsynligvis sige, at det gør jeg bare, og at det er en god ide. Det vil dælme alligevel være en lidt tam form for anerkendelse og støtte.

Men måske er det mit issue helt alene, at lade vores fortidsfølelser ligge og komme videre, min opgave at give slip, lade ligge og komme ud frisk på den anden side? 

Min mor sagde nogle kloge ting, da jeg hulkende beklagede min nød over ikke at skulle have flere børn med Frank, at hvis jeg elsker ham, og kan se os have et liv sammen, så skulle det nok gå. Og jeg kan sagtens se os med en fremtid sammen. En ret fantastisk fremtid. Spørgsmålet jeg sidder tilbage med, er om den fantastiske fremtid bliver på bekostning af en mand der ikke kan give mig følelsesmæssig støtte? 

Men måske vi ikke altid skal have støtte fra vores mænd? De er trodsalt mænd, så måske vi ikke skal forvente os af dem, at de kan forstå og rumme kvindelig følelsesliv, som til tider bliver ALT for meget - bevares, så meget indsigt har jeg da. Så måske skal det at blive mødt af forståelse for ens følelser nogen gange findes andre steder end hos den person man allermest ønsker det? Ihvertfald var det utrolig beroligende for mig, da min mor sagde, hun sagtens kunne forstå min skuffelse og sårethed over ikke at være inddraget i beslutningen om flere børn. Med den der helt rolige, varme tone i stemmen, som ens veninder og mor kan sige tingene på.

Min streg i sandet er ikke en gang udledt af træthed, udmattelse eller grædende frustration over at det ikke bliver bedre, “hvorfor kan han ikke forstå?!?". Den er ganske enkel udledt af en hel rolig anderkendelse af at det ikke kan løses. Vi går i ring, og jeg kan ikke bryde den, så nu suger jeg det ind, som pædagogen i vuggestuen der suger ømhed fra knæ og puster det ud i verdensrummet og lader det flyve. Og whatever issues der stadig ligger, må tages i det rolige når de kommer.  

Bruger for mange penge...

...jeg kan simpelthen ikke lade være! 

Og har altid gjort det. Især hvis jeg var i dårlig humør. shop shop shop, til man troede man fik det bedre af nye bluser, kaffe og cookies. Nu er jeg snart 30 og ved at det ikke er sådan det foregår. Men jeg gør det alligevel. Især til Emilia. Elsker at købe tøj til hende (også chokolade til moren) Og det er ikke fordi jeg specielt tænker over det når jeg svinger dankortet - it just feels that good. 

Men jeg må efterhånden indse at det intet nytter at tømme først nemkonto, og herefter opsparing på snøller og andre skønne ting. Derfor går jeg nu til kamp i endnu et forsøg på at holde mig på måtten og undgå overtrækkeri ved at at have overført (endnu!) en portion nødhjælpsmonetos og styre mig igennem resten af oktober-måned med rationerings-penge.  

Ja, vi er i fuld sving med dårlige vaner

Så jeg sidder i sofaen og syer legeklodser færdige til EM. Hun ligger ved siden af og sover. How I Met Your Mother kører på tv’et – igen. Og tanken slår mig, at jeg har et usselt liv. Virkelig usselt og trist. Sådan et rigtigt jeg-spilder-mit-liv liv.

Vores dage (mine og Ems) består af Go’morn danmark, morgenmad, moren i bad, så enten babysvøm, mødregruppe eller babyrytmik og eftermiddage og aftner er timelange tv-seancer med hæklerier, chokolade og en meget træt og sløv mor.

Dét er et usselt liv. Især i betragtning af at EM snart bliver 5 måneder, og jeg slet, slet, slet ikke er så aktiv, som jeg mente jeg burde være på det her tidspunkt. Jeg havde vitterlig en forestilling om at jeg både løb, udførte yoga, pilates, legede og sang og al muligt med EMsen. I stedet sker der ingenting. Jeg er simpelthen så træt, sløv og ugidelig sidst på eftermiddagen. Trætheden kan selvfølgelig, meget logisk, skyldes at jeg ikke spiser noget sønderligt. Yoghurt om morgenen, som faktisk er en ret sund portion, og så aftensmad – som for det meste er genvarmet mad fra fryseren. Hvis jeg får et stykke rugbrød i løbet af dagen, så er det mere undtagelsen end reglen. Hvad jeg i stedet spiser er mørk chokolade, M&Ms, Marie-kiks og kaffe. Faktisk så meget kaffe at jeg nu ikke kan starte dagen med kaffe, og højst kan drikke 2 kopper om dagen, ellers bliver det for stærkt og jeg for koffeinskæv. Vand får jeg heller ikke meget af faktisk. 1-1.5ltr, og jeg plejede at drikke 2-3ltr.

Det er ikke noget under at jeg er træt, udkørt og udmattet, når klokken slår sen eftermiddag. Desværre går det ud over Ems, som blot ligger på min skulder eller legetæppe. Og jeg burde virkelig lave en masse leg med hende. Synge, danse, lave squads, mavebøjninger, planken – whatever med hende. I stedet er jeg i fuld sving med at lære hende om tv-dinners og trøstespisning... (jeg lader prikkerne stå eftertænksomt)

(Jeg ved ovenstående er sat meget på spidsen, for vi hygger os i sengen om morgenen, går ture med barnevognen (hvis vi da skal noget), pjatter og putter - men det er ikke langt fra virkeligheden - true story.)

EMs Onsdag

Jeg vågner kl 6. Mor er lidt doven, så vi putter 20min i sengen. Men jeg er sulten så kl 6:30 får jeg mam. Mor har sin kaffe og vi ser go'morn Danmark. Fra ca. halv8-lidt over 8 leger jeg på legetæppet og mor ordner. Hun laver os noget mærkeligt noget med en lilla måtte og op og stå og bøje og bukke og strække. Jeg sender hende en knockle. 

Nu begynder jeg at blive lidt træt, så mor nupper mig, og jeg genkender Peter inde på puslebordet. Vi vasker og pusler og jeg griner og griner og griner da mor vasker mine hænder. Men men men så skal jeg ha tøj på igen, og øv, det kan jeg ik lide. Kl8:35 putter jeg ved mor inde i stolen og nøj, jeg er træt og falder hurtig i søvn. 

Snydt snydt, for jeg er 'absolut' ik træt men nok sulten så jeg spiser lidt mere og mor prøver at putte mig igen. Men nej nej nej, jeg VIL IKKE sove (selvom jeg er dødhamrende træt) og overgiver mig først da mor putter med mig inde i mor og fars seng. 

Mmhrr… strækker mig og vupti! vågner ved mor og momse ligger hos mig. Momse og jeg pusler, og Mette Sundhedsplejerske kommer. Jeg får noget mam og Mette Sundhedsplejerske kigger på mine knopper og røde område. Jeg har ikke lagt mærke til noget, men mor er åbenbart bekymret. Mette Sundhedsplejerske vejer mig, måler mig og jeg er en STOR pige nu: 64cm og 6150gram og 40,5 cm om hovedet. Vuhuu! 

Så leger jeg lidt på legetæppet og sludrer med fåret indtil mormor kommer hjem og de spiser frokost mens jeg sidder og snakker med ved siden af. Jeg må lære at lade være med at gabe for mormor ser jeg er træt og putter mig. Hun havde ret, jeg var træt. 

Kl. 15:10 vågner jeg igen, og ligger med momse i barnevognen og bokser til kylling og uro og hvad jeg ellers kan ramme. Jeg er frisk og snart klar til mam. 

Kl15:30 får jeg mere mam af mormor.

Sover lidt mere, leger lidt mere, pusler lidt mere og vupti, så ligger jeg på maven mens mor laver mad til mig. Det er okay at ligge på maven meeeen jeg er sulten og gider ikke, også får jeg mad kl 19:30  og inden længe falder jeg i søvn. Indtil mor fjerner flasken vupti så er jeg vågen igen, men åhh, jeg vil så gerne sove og giver mig hen til sidst. 

Kl22:30 *strækker mig* go morn jeg er oppe! Hænger lidt på mor, også pusler vi og spiser mam igen. Nøjs, jeg falder hurtig i søvn. 

Godnat, Verden! 

Billeder fra et babyhjem

Når man kommer ind i et hjem, så kan man hurtig danne sig et indtryk af hvad det er for et hjem og hvem der bor der. I et børnehjem er der altid små spor rundt omkring af børn, nogen hjørner er pæne, nogen hjørner er knap så pæne. Her er et par billeder fra vores hjem :)    

   

     

     

3 mdrs fest

I mandags var det 12uger siden at Emilia Marie kom til verden. Og selvom hun først fylder hele 3 mdr den 12. august holdte vi en lille 3mdrs fest med kusinerne og mormor.

Sjove Laura

Verdens bedste barnepige

Kage skal der til en rigtig fest - med masser af pynt

Legekammerater - selvom Prutter ser lidt skeptisk ud :)

Momse, kusine Sofie, vores bedste ven Peter og Prutter

En dejlig Sofie med Gylpe-Prinsessen

Vi finder altid skægge ting på tur

En dejlig dag med masser af sjov

Et barns-politik

Min mand er gammel. Jeg er ung. Han har 4 børn. Jeg har 1. Og hun er relativ ny, så udsigten til en jævnaldrende søskende til hende er lang. Ihvertfald et par år. 

Jeg har altid tænkt jeg skulle have mere end et barn. Det er så naturligt at få flere. Måske også grådigt, nu der er så mange der ikke kan få børn. Så skal jeg måske bare sætte pris på det ene jeg har fået? Og det gør jeg skam også, virkelig. Hun er jo vidunderlig fantastisk sjov og helt igennem unik perfekt. 

Men kun at få et barn? Det var bare ikke den aftale og det liv jeg gik ind til, da jeg mødte min kæreste. På den anden side er der så meget i det liv som jeg ikke havde skrevet mig op til. Sådan kan der komme uforudsete udfordringer vi kan lære af. Nu havde vi bare talt om at få to, selvom det var midt i vores stormende forelskelse og lyserøde snak om hvor vidunderligt et liv vi kunne have sammen. 

Nu står jeg så overfor at skulle tage stilling til et-barns-politikken. Der er da fordele ved den selvom jeg synes jeg er for ung til at tage den beslutning: al min opmærksom kan gå til Lilleprutten. Al min kærlighed, alle mine penge. Jeg kan forkæle hende så grotesk at hun kan få hele verden, månen og stjernerne serveret med hindbæris og hvide chokoladestykker til på et guld fad.

Det gør så også at der er intet jeg vil gå glip af. Alt skal prøves, alt skal haves og jeg kan tillade mig at stille urimelige krav for jeg får ikke chancen igen. 

På den anden side er jeg ikke umiddelbar frisk på at blive gravid igen (foreløbig): jeg ville simpelthen ikke turde fortælle manden min jeg var gravid, tænk hvis han heller ikke smilte denne gang? For så at føle mig Palle-alene-i-verden gennem den voksende mave og til sidst gennemleve en fødsel? Jeg er skisme ikke ovre oplevelsen af den første endnu. 

Det er jo ikke fordi jeg ikke godt kan forstå hans argumenter. Han er trodsalt gammel og med de 'udfordringer' der har været med Lillepruttens søskende (og verden) i denne omgang, så kan jeg godt forstå han ikke har overskud til mere. Nå ja, og så er der det økonomiske aspekt, men det bekymrer vist ingen af os. (De andre er alligevel snart voksne.) 

Jeg er bare stadigvæk for ung til at tage dén beslutning om ét barn, ikke flere. Hvad nu hvis jeg ender med at blive en bitterfisse, istedet for naive, fjollede Louise der tænker godt om verden og bare ender med at hade ham istedet? 

Naej...det er bestemt ikke tid til at tage den beslutning endnu. 

(Nødråb: Alle jer mødre der 'kun' har fået et, hjælp mig lige her)

Oppe i Norge der boede tre trolde...

Skatter har fået job hos Rolls Royce i Ålesund, Norge, og skulle starte 1.juli. Siden EMsen og jeg ikke havde andet for, så tænkte vi (læs, moren) at vi da lige så godt kunne køre med derop, når nu skatter kørte derop. 

Så fredag 27.juni pakkede vi bilen med Emsen i autostolen, og drog afsted på eventyr. Emilia havde dog haft noget af en jeg-vil-nusses-dag, hvor vi stortset kun havde spist/gylpet/skiftet/trøstet - som Frank pointerede: hun kan nok mærke at der skal ske noget - så det var jo spændeende hvordan hun ville arte sig i løbet af natten. Heldigvis er hun glad for at køre bil, og da vi nåede færgen var hun da også faldet til ro - faktisk faldt hun til ro ligeså snart hun kom i autostolen, og kunne se hun skulle med, så Skatter havde nok ret (igen - shh...sig ikke noget til ham.) På færgen røg hun i viklen, og putte, så ned i autostolen, og så var der dømt RoadTrip!! (Wuhuu....med arme i vejret)

 

Og sikke en roadtrip! Vi havde en laaang, laaaaaaaaaang tur herop. Åbenbart er der kun landevej hele vejen herop, og med hastighedsbegrænsninger på 60km/t. Når vi er vant til at køre med 130km/t, ja, så er det dælme langsomt. Nordmænd må tro vi er sindsyge at køre så hurtigt derhjemme. Men det var en sindsyg flot tur! Som sindsyg flot! Da først vi nåede et stykke nord for Oslo, brugte vi stortset resten af tiden på at sige: Ovra og Uhhh og Wow og Se lige dér resten af vejen - indtil vi nåede et stykke hen på eftermiddagen, og vi efterhånden var så trætte at nu orkede vi ikke mere, hverken bil, bjerge eller studere alle de spændende ting de har pkå hyldrne i supermarkedet. NU skulle vi hjem i lejligheden, få pakket ud og få noget mad! 

Og sikke en dejlig lejlighed, lille, hyggelig og indrettet. Vi gik faktisk lige ind, satte taskerne og så lignede det et hjem, hvad mere kan man ønske sig? Mens EMs blev puslet, vasket og ammet lavede Frank mad, og så fik vi ellers pakket ud og røg på hovedet i seng med en sutteflaske og EMsen i midten. (Tis hul i Ammemafiaen, vi var udmattede og udkørte alle tre, og mine brystvorter havde bare ikke lyst til en suttende baby.)

 

Søndag sov vi 'længe', som man nu sover længe med en baby, spiste en lille brunch hjemme, og drog så ellers rundt på gåtur i downtown Ålesund. Frank ville vise os de tre steder han havde set, mens han havde været her, og da de 10 minutter var gået, gik vi lidt rundt, fandt et supermarket og så hjem lige at slappe lidt af inden vi kørte en tur ud til lufthavnen (som Skatter ville vise os) og lidt rundt på øen. 

Indskudt bemærkning: har I lagt mærke til hvordan det aldrig hedder 'mig' mere, men 'vi' efter jeg er blevet mor? Der er ikke noget der hedder mig mere, nu hedder det vi, jeg erlevet degraderet - eller opgraderet ;) 

Og jeg må indrømme i bedste Ole Henriksen-stil: I luuuv it! Hér er simpelthen bare så skønt og smukt! Og med masser af butikker, spisesteder, en isbod hist og pist - i det hele taget er det ikke meget anderledes end Helsingør, bortset fra åbningstider som kun er til kl 17... Hov, vent, dét er nøjagtigt som Helsingør ;) Hér kan vi altså falde godt til, jeg er ihverfald begejstret.

Mandag var Skatters første dag på jobbet, og det EMs og jeg ville have været på gåtur rundt i byen. Desværre var der et eller andet med hende, så hele formiddagen brugte vi på at trøste/spise/gylpe/skifte, indtil jeg truede med en flaske modermælkserstatning (fordi jeg bare var træt indeni, og en sutteflaske og en baby er der noget beroligende over) så faldt hun i søvn i skødet på ammepuden i lænestolen og lænede jeg mig tilbage og slappede af, indtil jeg skulle tisse så meget at jeg MÅTTE flytte hende. Heldigvis sov hun videre og jeg fik støvet lidt af og rykket rundt på ting, så vi fik sat præg på det. (Til Skatters lille irritation, for jeg flytter åbenbart altid rundt ting, og sætter aldrig ting det samme sted - måske ;D) 

Da skatter kom hjem legede de flyvemaskine, og vi kørte afsted efter en seng til Emsen, så hun fik sit eget sted at sove. Heldigvis havde hun intet imod den :) 

Jeg tror Frank bliver rigtig glad for sit job. Han ved endnu ikke helt hvad det går ud på, men spændende bliver det, da de vist er tilbage i stenalderen når det kommer til procedure, it og andet godt - OG så bliver han betragtet som en del af Rolls Royce istedet for som ekstern konsulent. Hvilket er super dejligt for ham! Og så er der mange arbejdstimer i det, mange! Til forskel fra de andre steder han har arbejdet mens jeg har kendt ham, så ville folk nok korse sig. En standard besked var: "Hvis du er her efter kl 22 og hører en bib-lyd skal du bar sætte kortet på, så får du et par timer ekstra." 

Så som Skatter sagde: så er det nok meget godt at være her alene, så der kun er arbejdet at koncentrere sig om. 

Tirsdag vågnede EMs og jeg af at Frank kyssede os godmorgen og tog på job, og så lå vi ellers og småhyggede lidt i seng, mens jeg prøvede at vågne og hun pruttede og strakte sig. Og pruttede skal jeg da love for! Jeg nussede hende på ryggen, og troede bare hun havde svedt, men næh nej, der var babybæ über alles, så vi startede dagen med et dejligt morgenbad i håndvasken - glad og tilfreds. 

Om eftermiddagen tog vi på en lille sightseeing rundt i ‘downtown’ Ålesund, og fik sonderet byen for gode, hyggelige café-steder, som vi skal bruge mange timer på næste gang vi er hjemme på at drikke kaffe, spise mad og hyggesnakke med andre babyer - for der mangler ikke forældre med kække, smarte Stokke-barnevogne i byen. Der er masser af børn, derfor masser af mødre/fædre at lære at kende. Ved en tilfældighed fandt vi også byparken, som bestemt også bliver et ynglings-hand-out (nok mest til foråret) for der var en dejlig legeplads (igen, unge forældre med småbørn). Butiksmæssigt så har downtown udemærket med butikker til en hel dags shopping (indlagt cafetur) og b.la. en skøn, lidt dyr babybutik der hedder Farmor Ingvarrda. 

Om aftenen tog vi ud at spise på det lokale steak-house, I ved, den klassiske med ‘sæt kryds hér og vælg hér’. Ganske dejligt at være ude sammen, men vi var stadig alle trætte, så hjem at hygge og i seng. 

 

Tørrede fisk hentes ind

Rundt om hjørnet bor vi - hér er de ved at sprænge hul gennem bjerget. Huset ryster indimellem 

En glad legesyg pige efter gåtur

Onsdag var en ganske helt stille og rolig dag, hvor Emila og jeg igen lige var en lille tur rundt og købe lidt små-ting, bla. et nyt medlem til banden. Koala (som så åbenbart har en hale, og så kan det jo ikke være en koalabjørn, doh) Om aftenen spiste vi hjemme og havde ellers en god afslapning foran iPad’en med dansk TV. Ahhh….

Torsdag var det afrejse-dag, og selvom jeg ville have været i parken og tage billeder af Emilia i sin fine kjole fra Molo (tak, tante Ida og moster Mette) så var det overskydet og vi havde istedet en hygge-lege-dag hjemme. Jeg har længe følt at jeg ikke trænede hende nok i at ligge på maven, så det begyndte jeg på. Men jeg behøver vist ikke være bekymret, for Prutten holder hovedet fint, og er ved at være tæt på at rulle rundt på ryggen. Så er en super stolt mor! Hun er simpelthen så fantastisk dygtig, og smiler og griner derudad :)

Ihvertfald var det store-rejse-dag, så tøj skulle pakkes og… ja, så ville jeg vist have gjort rent, men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Det er jo én af glæderne ved motherhood: time flies! Og så gik noget af tiden nok på at sove, så vi var friskere til køreturen (Frank og jeg, ikke EM, hun skulle nok sove). Kl. 22 var alt pakket og klart, og tanket op på billige libero-bleer satte vi navigationen på hjem, og drog afsted på vores 13-timer lange køretur. 

Norge er herlig, og turen derop fantastisk smuk (de sidste 5 timer) men vi gør det aldrig mere. Been there, done that, bought the t-shirt - fra nu af flyver vi. 

Blir ynglings babybutik

Trætte trolde

EM og puslepladsen

Et nyt medlem til banden - Koala

ZzzZzz