Vivalto Lungo - Kompleks OG Balanceret?

Jeg sætter mig på langsiden af spisebordet med ansigtet mod Verdens-kortet der står på gulvet, lænet op af væggen fordi vi endnu ikke har fået skruet det op. I min lyserøde kop fra Ikea står en ny-lavet kop “kompleks og balanceret Vivalto Lungo” fra nespresso. I baggrunden spiller Jeff Beck, først med Over the Rainbow - et af de smukkeste eksempler på en af verdens mest ikoniske sange, nu med Joss Stones’ sprøde stemme I Put a Spell on You. 

Jeg ville gerne skrive en sjov lille anekdote udfra at min kaffe er “kompleks og balanceret”. I mit hoved virker det som to modsatrettede poler, men som billede på min verden i øjeblikket er det nok meget sigende.

Efter jeg har mødt Frank falder mine ønsker for min fremtid på plads. Alt hvad jeg skal og vil, passer sammen og jeg er nu ikke længere væk fra det, end at jeg hele tiden kan mærke det i perifirien, lige til at gribe. Som min balancerede kop kaffe, der smager blødt, når den rammer tungen.

Dog bringer han noget med sig, som er ganske forstyrrende i vores boble. Jeg kalder det vores boble, fordi jeg ved vi i starten slet ingen fornemmelse havde for virkeligheden, som pludselig dukkede op med sin kompleksitet og prikker til vores boble. Ligesom smagen i min kaffe, der bider let i tungen.

Jeg går udfra at ting godt kan være både komplekse og balancerede - ihvertfald har jeg drukket kaffen op.

Musik, musik - MUSIK!

Aldrig er der kommet så meget musik ind i mit liv, som der gør nu!

Min kæreste introducerer mig for musik, jeg aldrig har hørt eller drømt om jeg ville lytte til. Agnes Obel kører på afspilleren, når jeg arbejder. I marts var jeg til Bands of Tomorrow-koncert for at høre Victors band Never Gonna Be Like Sandra! Som var skøn charmepop – og jeg glæder mig til den dag jeg skal høre Victor synge first-lead. Han er simpelthen vidunderlig! I lørdags var jeg til den vildeste rock-koncert på et mindre spillested i Helsingør med Kings Of Rock! Og jeg har aldrig, aldrig hoppet, danset, synget og klappet så meget til en koncert, som jeg gjorde i lørdags. For dælen det var skægt! Bandet var virkelig coolt! Selvom vi ikke var meget mere end 4 lommetyve, en polterabend og en stripper, så fik de virkelig gang i publikum. En ung gut keglede rundt nede foran scenen, smed sig rundt med åben skjorte og virkelig tilbad de har gutter på scenen. Andre stod på bordene og smed tøjet. Folk kom op og prøvede at synge med bandet. (Nemlig, prøvede) Simpelthen fascinerende og hamrende skægt.

Det pudsige er, at jeg egentlig ikke rigtig bryder mig så meget om rock. Det larmer, veksler i rytme og toner og er forstyrrende. Jeg ville aldrig rigtig lytte til det selv, men det er altså begyndt at træde godt og grundigt ind i mit liv på alle fronter. Noget er stadig larmende, men de fleste guitarsoloer prikker altså til mig. 

Jimmy Bowskill, Joane Shaw Taylor og Bart Walker

Så derfor tog jeg (selvfølgelig) med til blues-koncert igår aftes på Mojo i Kbh med min kæreste og hans søn for at høre Blue Caravan 2013: Bart Walker, Joanne Shaw Taylor og Jimmy Bowskill.

(Det mærkelige er, 1. da jeg bliver inviteret med, tjekker jeg musikken ud på youtube, og 2. rent faktisk synes det er godt!) Og koncerten var virkelig god! Noget selvfølgelig mere end andet, men jeg var forundret over det kærlighedsforhold der ser ud til at foregå imellem guitaristen og guitaren. Det virker som om at når de står dér, plinger løs med fingrene, at så opstår der en eller anden form for symbiose. Den er betagende, og blues-musikken overrasker mig – og jeg indså hvorfor det ikke er den form for musik jeg bruger som baggrundsmusik. Det er simpelthen ikke muligt! Blues skal høres, opleves og mærkes, mens den spilles. Derfor skal den have ens fulde opmærksomhed, så kroppen kan hengive sig til tonerne, følelserne og energien. 

Plectar fra guitaristerne

I weekenden er der spot-festival i Århus, og siden vi alligevel skal en lille smut-tur til Jylland, fordi min ‘æld’gamle kæreste har 25 års jubilæum ved militæret, så kommer der nok en enkel koncert eller to indover programmet. Og så er der jo Helsingør Jazz Festival i marathon-weekenden – og hvor skørt! Der bliver jeg jo også nødt til at høre noget musik! Også er der en række koncerter på Christiania og selvfølgelig Fredagsrock og og og.... Inden det her år er omme, så tror jeg at jeg har hørt flere koncerter på det år end i alle mine 20'ere. 

Det mindst sindsyge er dog, at i løbet af ugen har jeg slået et par akkorder på den elektriske guitar. Jeg ved ikke hvad det, men jeg tror dælme det er musikalsk hjem jeg bor i.