Jeg havde ved årsskiftet sat mig fire løbs-mål: 1. mit første marathon ved Copenhagen Marathon i maj 2. endnu et Powerade Halvmarathon i september 3. mit første Eremitageløb i oktober og 4. et afsluttende halvmarathon i november ved Helsingør Halvmarathon.
Mit marathon er overstået og det var en helt
særegen oplevelse i sig selv, som nu har
det vidst vist sig, at have sat spor efter sig i længere tid end jeg antaget.
For selvom det siges at man er 6 uger om at
restituere sig, så tror jeg stadig at jeg er i fuld sving med restitutionen - ihvertfald rent mentalt.
Min motivation og enthusiasme omkring løb har
været stærkt dalende den seneste måned. Ugen før halvmarathon kom det så vidt at jeg næsten
begyndte at græde mellem de 6-7 km og spurgte mig selv, hvorfor jeg dog ikke
bare stoppede?! for mine ben var trætte, jeg var træt, alt var træt.
Bonus info: Generelt ligger min hørdel omkring 5-7 km og igen ved de 14-17 km hvor jeg
genvinder min energi og entusiasme.
Jeg har været meget skeptisk omkring det. Nedtrykt, ikke følt mig helt parat og næsten ønsket mig fri for at skulle løbe, og ligefrem set frem til at
det skulle overståes, således at mine løbeture kan blive mere lettende, uden
den konstante tanke om at jeg skal nå x-antal kilometer og at jeg skal nå dem i
et bestemt tempo, for at nå målet til halvmarathon.
Dog kigger jeg tilbage på mit gennemsnitlige pace
især den sidste måned, så ser det bestemt ud til at jeg har store chancer for
at nå mit mål med en tid på 2:00:00. Jeg er ikke 100% sikker, og det er med en
anelse ærefrygt at jeg er fortrøstningsfud.
Torsdag aften, midt i al det mentale pres, udtømtheden på
løbeoverskudet, så er der nu stille begyndt at dukke en rolig lettethed op
omkring søndagens tur. Og jeg glæder mig! Glæder mig! :D
Selve løbet
Mine nerver sad uden på tøjet jo tættere vi kom på Gunnar Nu Hansens Plads. Jeg var meget spændt og nervøs, ude af stand til at kunne slappe af og nyde hvad jeg skulle igang med - nok fordi jeg vidste der var et mål at nå.
Jeg fik stillet mig 1-2 meter foran mine pacere, hvilket stressede mig lidt i starten, for hvem skulle jeg følge?
Men tænkte at så længe jeg fulgte mit pace skulle det nok gå - indtil de pludselig indhentede mig og kom foran, så blev jeg stresset igen. Her var vi omkring de 4-5 km så vidt jeg husker, og hægtede mig simplethen på dem. Jeg vidste jeg ikke måtte komme alt for bagud. Det stressede mig, men jeg prøvede at berolige mig selv og slappe af i løbet. Hvilket viste sig at være en glimrende taktik, for senere i løbet kom jeg foran dem igen, og husker ikke at jeg så dem igen.
Netop det emd at huske, overraskede mig under løbet. Der var indsat et vanddepot allerede ved 2.7km, hvilket jeg strøg forbi, men det overraskede mig, hvor hurtig jeg mistede orienteringen omkring hvornår vanddepoterne dukkede op. Jeg kunne slet ikke administrere at der var et allerede ved 2.7km. Og jeg er egentlig lidt chokeret over min hjernes manglende evne til at opfatte under løbet i og med det kun var et halvmarathon.
Det var forfriskende at løbe ruten den anden vej rundt, og ned af nogen små veje, men dybest set, så var ruten simplethen for smal til så mange løbere. Flere gange løb vi ind i hinanden og ofte var det forstyrrende i ens fodsæt at folk hele tiden kom ind over eller skubbede sig frem. Det gjorde det svært at holde koncentrationen, flowet og pacet.
De vil gerne holde VM i halvmarathon til næste år, hvor de vil regne med 25.000 deltagere. Dér må jeg nok sige, at medmindre de bringer ruten ud på større veje, så har jeg svært ved at se at det kan blive et godt løb. Det var simpelthen for uoverskueligt iår - som om der gik noget galt i deres administration af plads og flere deltagere.
 |
| Ruten |
Stemningen under løbet
Som altid, er det sjovt at lægge mærke til tilskuere, heppere og løbere undervejs. Jeg oplevede og nød ikke løbet nær så meget som jeg ellers kunne, netop fordi jeg simplethen bare havde mit må om 2timer for øje. Men flere gange under løbet fik jeg smilet af klappene og heppene undervejs. Der var en mand med en cykelvogn hvor hans datter sad i, og de havde en megafon og en række små skilte med. Han var cool! Skiltene havde små budskaber som "Run like a Kenyan" "Your feets only hurt because your kicking ass" og "Caution: Athletes in pain"
Løberne imellem er det pudsigt, som der nogen steder på ruten bliver helt, helt stille. Det virker som om al lyd stopper, og den kun er den massive koncentration fra hver løber, som spreder sig. Det er nu fascinerende at deltage i løb!
Målet
Målet, målet, målet... Da vi kom forbi de 16-17km havde jeg en umådelig lyst til at sætte farten betydelig op. Der var jo kun 5 km tilbage og jeg havde jo til DHL tilbagelagt en genial 5km! Men huskede mig selv på at nu havde jeg løbet 16 km i forvejen, og kunne da også mærke på min vejrtrækning at den ikke var enig i et hurtigere pace. Så istedet holdte jeg farten, muligvis en smule hurtigere, og satte ellers kursen hardcore hjemad. Jeg runder Trianglen i godt mod, drejer op af Østerallé, ind på cykelstien langs marken og skimter målet forude. Nu løber benene bare afsted - ingen hæmninger, bare derudaf, sammen med alle de andre, som også sætter koncentrationen ind og giver det sidste.
Bonusinfo: Tror faktisk en af naboerne hvor jeg bor var med i opløbet og ham hægtede jeg mig på.
Da jeg kommer tæt på, og kan se det store digitale ur vise 02:03:53 tænker jeg pokkers, og må huske mig selv på, at jeg selvfølgelig skal trække tiden på 00:05:43 fra, som der gik førend jeg kom over startlinjen. Uden at tænke videre, holder jeg spurten, og beslutter mig for at så skal jeg i det mindste ind inden der står 02:04:30. Ved 02:04:11 kommer jeg over måtterne, klapper og med tydeligt bedre overskud end til marathon i maj :)
Jeg er i stor tvivl om min tid, men kigger på min endomondo som fortæller mig 01:58:11!! Diffus, rundforvirret og uden helt at være sikker, smiler jeg og er taknemmelig.
Nu går jagten ind på at finde gennem menneskemyldret for at finde Frank, der kan bekræfte tiden - jeg nåede dældulme mit mål helt suverænt! :)
For dælen det er fedt!
 |
| Målfeltet - bare for at give et indtryk af alle de mennesker |
 |
| Målområdet |
 |
| En glad og tilfred Louise |
 |
| Løbefødder |
 |
| Nu med endnu en medalje - det er nu sjovt |
NU er der ikke flere løbemål der skal nåes i år. Resten af løbene skal være ren nydelse, hvor jeg kan opleve stemningen, tage billeder og bare tage løb som en fornøjelse - dét trænger jeg til :)
Se mig komme i mål ved 02:04:16 http://live.video-stream.dk/sparta/videodiplompower2013/videodiplom.php?navn=Louise+Finderup&tid1=13:03:52
