Lige ud gik det mod Hornbæk og selvom jeg havde frygtet den lange lige rute (jeg kan ikke specielt godt lide at løbe på Dtrandvejen fordi det er lige frem og tilbage igen) så var den slet ikke så slem og demotiverende. Tilgengæld var det egentlig meget godt at kende ruten.
Bo indhentede mig på cykel omkring de 8km og fuldte mig på vej til 15 hvor han cyklede hjemad og skyndte sig ind til målstregen til mig. Det var rigtig dejligt at have ham med selvom jeg indimellem ikke havde det store overskud til at svare når han talte.
På vej ud af plantagen og tilbage mod Helsingør oplevede jeg noget som jeg ikke helt forstod. Mit pace blev langsommere men min puls højere, for derefter at blive 'normalt' igen som det plejer at være når jeg løber. Sådan svingede det i et par kilometer til mit energishoot virkede og pludselig spurtede afsted på de sidste par kilometer!
Med smil over hele ansigtet og en ret stor glæde i maven steg mit pace, og med de motiverende tilråb om at "det går godt", "du ser frisk ud" gik de sidste kilometer næsten som en leg. 17 km havde hele tiden været mit pejlemærke, at efter her så gik det bare derudaf, og det tør nok siges. Pacet gik fra 6:20/6:35 til 5:50/6:00stykker og afsted mod målstregen.
Bo ringede da jeg var omkring vandrehjemmet og Marienlyst og da jeg hører tiden er på 2:08, så tog fanden ved mig og jeg kæmpede mig det sidste stykke så hurtigt jeg turde (ifht risikoen for hoste) i håb om at slå min tid. Og haps! Med nogenlunde overskud skred jeg over målfeltet i tiden 2:11:15! 37 sekunder hurtigere end til Powerrade i september!
