Men her i weekenden var der alligevel noget som fik mig til at se det lidt anderledes (om det var det strålende solskinsvejr skal jeg ikke kunne sige) men ihvertfald slog det mig at måske er livet i udkantsdanmark ikke kedeligt og langsommeligt, men egentlig bare et stille liv? Og det er der på en måde noget harmonisk og enkelt over.
Jeg må dog indrømme at jeg synes det virker skræmmende at en landsdel på 321 antal kvm er så afhængige af to store koncerner, som Danfoss and Linak. Hvis de to forsvinder eller blot den ene, så er Als jo enddnu mere lagt i dødsstødet. Og jeg kan ikke undlade at tænke at der har siddet nogen kommunale politkere og sovet i timen for år tilbage, siden man kan lade det gå så vidt at lade kommunens borgeres levebrød og Als’ eksistens være afhængig af kun to virksomheder.
Jeg har intet imod store virksomheder, dette er ikke en hetz imod den store kapitaliske ræv, men jeg synes der er noget skræmmende og samtidig frygtindgydende fascinerende, når jeg kører gennem Danfoss-land. Der er noget meget storebror-agtigt over den måde Danfoss og Linaxk har hold i Als på, Danfoss som faderen og Linak som den mindre storebror. Det er jo en win-win situation indtil videre: så længe Danfoss og Linak består med deres massive produktionsbygninger spredt på Als, så vil Alsianere have mulighed for et arbejde. Og den måde hvorpå Danoss virker at tage sig godt at lokalsamfundet vil de have nogen loyale medarbejdere.
Bo og jeg tog ud på en lille køretur rundt på Als om mandagen inden vi skulle hjem. Rent på må og få endte vi ved Sandvig og begyndte at gå rundt om Stevning Næs. Og det var jo en rigtig fin tur! Med udsigt til næsset på den ene side og grønne marker på den anden. Med vind og masser af sol gik vi langs jordstien og faldt over en kæmpe blå bille der skyndte sig over vores vej. Det er århundreder siden jeg har set så kæmpe en bille, så den blev offer for vores mange bille-der.
Bo havde lørdag aften vist mig den naturlige havn i Dyvig og vi kørte derfor derhen igen, da der ligger det yndigste svenske badehotel dér. Det er ejet af en dansk skibsredder, og medarbejderne er danske, men stilen er så fantastisk svensk sommer at man kun kan synes om det. Vi sad i de hvide havemøbler i den bagende sol og nød en frokost (hvor jeg er ked af at sige det, jeg tænkte det var lidt dyrt, men du havde aldrig fået så meget mad for de samme penge i Kbh) Jeg må dog sige at jeg havde set frem til at få en latté, men siden badehotellet er opført i gammel 1890’er stil med mad og indretning, så var der ingen latté at få. Jeg endte dog med alligevel hos den meget grønne tjener at bestille en ngoro ngoro (stempelkaffe) og kage til at nyde bagefter (ja, navnet forførte lidt, selvom han sagde det var stempelkaffe, men come on; ngoro ngoro? Det må simpelthen googles) Det var en rigtig god oplevelse på det elegante Dyvig badehotel med deres 1890’er indretning, tykke servietter og dejlige udsigt. Jeg følte mig helt som en badehotels gæst: afslappet, forkælet og sommerlig.
Dyvig Bade hotel – tid til forkælelse tid til ro tid til afslapning alene eller to…
