Nye vinterstøvler og forårsnemmelser

En af benefitsne ved at være i praktik i fields er at jeg tit kommer rundt i centret og kan skimme gennem butiksfacader hvad butikkerne har. Igår så jeg at Jette Riis havde støvler på tilbud til 99kr og faldt over nogen stykker der bare kunne være interessante.
Fælden er jo også lidt at når vi går fra morgenmøde så kommer jeg lige forbi Jette Riis, så det er jo svært at holde sig væk. Så idag stoppede jeg op og kigede på noen dejlige lune brune støvler, og tænkte: "jeg vil alligevel have en ny vinterjakke til næste vinter..." så da min mor kom forbi fields idag med min lille niece og sagde at de var bare nogen gode tøvler og det skulle jeg da helt sikkert, jamen, så løb jeg ned efter frokost, hoppede i en 39 og svingende kortet igennem maskinen!
Om hvor vidt det er fordi foråret er sat ind, solen skinner og dagene bliver lysere og lysere, så er min trang til at forny hele min garderobe bare kommet op i mig, og jeg har planer om det ene og andet indkøb af tøj og sko og tilbehør. Jeg får endda lyst til tage min gamle grønne læderjakke på igen!
Det føles altså egentlig bare rigtig godt at ville folde mig lidt ud!

Jeg har skrevet et brev til mig selv.

Det er åbenbart et halvt år siden at jeg stoppede i gruppe, for jeg har fået mit afskedsbrev med posten. Brevet har fået lov at ligge et par dage, men nu har jeg læst det. Og jeg er i tvivl om hvad jeg føler for det. Jeg ser det som et brev fra en ven – ikke en helt gammel ven, men en ven: om at være fortabt med ar på sjæl og krop til bevidstheden om at jeg skal tage højde for mig selv til håbet om at jeg er stærk nok til at komme gennem de små sorg perioder der kommer.
Jeg er bevidst om den skal jeg stadig er i. Det positive er, at jeg faktisk har rykket mig et lille skridt i retningen af at komme ud af det: jeg har sovet hos en veninde, og endda inden fortalt hende at jeg ikke er vant til sleep-over. (Hvilket hun heller ikke var!) Og det skal ikke være nogen hemmelighed – jeg savner veninder.
Jeg er stadig hård ved mig selv. Og her savner jeg måske terapien lidt? Det var trodsalt det sted hvor det hele startede, hvor jeg havde mit sted, og hvor der for første gang i mange år blev en plads til mig. Og det var som om hårdheden blev lidt mindre “derinde”.
I brevet prøver jeg at minde mig selv om at jeg er kommet hjem, og at det ikke er svært for mig at finde hjem – det er lige her inde i hjertet. Og jeg beder da en gang imellem et par ord til Baba, eller siger lige hej.
Det vrker blot som om jeg har prøvet at være håbefuld for mig selv i mit brev, det er bare ikke umiddelbart den følelse jeg får, når jeg læser det.
Jeg tror altså ikke brevet helt rigtigt er som det skal være…(?)

Nu tager jeg det sgu lidt forfra. JEG er i dårlig humør idag. Ikke fordi der er noget sønderligt galt. Men åh, hvor skal der ikke meget til at jeg synes noget / nogen er irriterende! Men måske de små ting, som gør jeg tænder lidt af (kun fordi jeg er hormonernes boldgade) alligevel kan vise mig betydningen af ting der rent faktisk går mig på. Også
Også kan jeg ikke lige se den dybere mening med hvad jeg laver (endnu en af fordelene ved at være i hormonerns vold, jeg bliver tvunget til INDSIGT) Men der er det min løsning kommer fra en SKYFRI himmel gennem et telefonopkald. En af mine veninder er i øjeblikket gennem en svær tid pga. arbejde, men så kommer hun og fortæller om det nye job og jeg synes bare hun POWER igennem selvom det er en hård tid for hende. POW POW POW! og det er lige præcis dÉn følelese jeg vil have: af travlhed, af overblik, af nu-er-jeg-igang, af dam dam dam! produktivitet! føle jeg får lAvet noget!
og alle de planer jeg har! Læse om det ene eller andre ting for skolen, lave tegninger / projekter - virkelig bare føle jeg er igang, gang, gang