To stille uger

Endnu en uge går på hæld og jeg må indrømme at mine løbe intervaller begynder at sprede sig en anelse. (Jeg vil gerne skyde skylden på eksamens presset.) I denne uge har jeg igen formået "kun" at løbe 2 gange, og nogen relativ korte ture på omkring 5 km.

Mine dage er mærkede af at eksamen er nær, og det var mere vilje end lyst og mod der fik mig ud at løbe i fredags. Min lille tur på vej mod Skibstrup og hjem igen. I forhåbningen om at det vigtigste er at jeg kommer afsted for at holde løbestilen, i stedet for at springe over og komme ind i en dødsrunde. Og så klarer det jo også hjernen - det har jeg allerede oplevet.

Jeg har fået købt mig et par kompressions løbesokker og jeg elsker dem allerede! De er bare alle pengene værd! Så glæder mig til at se hvordan det kommer til at gå med dem på i fremtiden :)

Alt i alt, efter to uger med kun to løberunder, må jeg til at ind i rytmen igen og afsted. Nu sneen - og isen, er næsten pist væk bliver det også nemmere at lægge lange og sene aften ruter uden at skulle tænke på hvor fortovene mon er dækket til? Det betyder samtidig også at jeg skal igang med interval træning og længere ruter, så der kommer nogen kilometer og fart i benene. Farten er de ihvertfald allerede begyndt selv a tage fat på :)

Fra A - B uden problemer

Alt ser ud til at gå rigtig fint med min løbetræning!
Efter jeg har fået mit nye løbetøj, er der intet der kan slå igennem mig. Jeg er en ren ninja over is, sjab og sne.
Derfor tog jeg udfordringen op og løb ind til Helsingør i tirsdags for at forny mit periodekort. En tur på iForm Ruteplanner der skulle være 7.8 km, men ifølge endomondo blev det en rute på 8.45 km.
Dagen før nytår løb jeg også de 7.et-eller-andet ud til Hornbæk plantage, men forskellen på de to ture var at jeg ikke vidste hvor langt der var til Hornbæk plantage og tilbage igen, hvorimod jeg udemærket godt vidste kilometerne jeg skulle igennem for at komme til Helsingør. Også ville jeg end ikke være kommet hjem igen!
Men afsted jeg drog, og mens fødderne trippede derudad måtte jeg få styr på det rent mentale. At det eneste der reelt var udfordringen var ikke at det var 8 km men at jeg skulle fra A-B uden at komme hjem til A igen.

Og det var en fed tur! Svært at løbe, for folk er stadig rigtig dårlige til at rydde sne, men heldigvis er der mere offentlig vej ind til Helsingør, så der var længere stykker vej der var ryddet.
Men en rigtig cool tur! Jeg havde det så godt med mig selv bagefter! Syntes faktisk det var ret sejt gået!

Torsdag drog jeg så ud på endnu en lille tur, min klassiske 5.45 km gennem Ålsgårde over Skipstrup og hjem igen. Her fik jeg virkelig mærket fordelene ved at spænde skoene på fødderne og komme derudad! For lige så træt jeg var da jeg kom hjem og skulle afsted, lige så frisk var jeg da jeg kom hjem igen! Det var virkelig lækkert!

Så løbene går fantastisk! Mit mod er højt og min (julenytårs) form fin. Jeg er inde i en god rytme og får opbygget en god potion selvdisciplin, som også giver sig udslag i svømningen/apneaen og skolearbejdet. Det er som BS siger: Når det gør ondt, så ved vi at vi udvikler os. Dog kom jeg ikke ud på den sidste løbetur i weekenden da mine skinneben efterhånden er ømme igen, så dem passer jeg på et par dage.

Det dukker vist op igen...

Jeg har drømt nogen meget aktive og ret underlige drømme på det seneste, næsten hver gang om at jeg bevæger mig et sted hen inden jeg vågner. Forleden drømte jeg om min far, og at han mente vi skulle tale om det. Det har jeg så tit tænkt vi skulle. Men jeg lukkede i som en østers, vendte ryggen til og forsøgte at skjule det uendelige raseri der ligger i mig. Så jeg taler behersket, højt, vredt og såret istedet. Nej, det skal vi ihvertfald ikke. Og jeg mærker hvor vred jeg er indeni. Hurtigt og først den skjulte vrede som virkelig vil lange ud, men ikke får lov - og så tårerne, der kravler frem under huden fra tårekanalerne, men som jeg ikke vil vise. Alle de følelser i et splitsekund. Og så er det vist nok at jeg vågner.

De siger man lærer at leve med det. At håndtere det. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det nogensinde stopper, eller om vi bare lever videre. Men måske er det også det samme.