Dét skal jeg prøve (igen)

Vi hører det tit: 'mindfullness.' Noget der kan skabe mere ro i din hverdag, forbedre din fysik og koncentrationsevne og mindre stress. For nogen år tilbage var jeg til et foredrag med hende mindfullness-guruen, der har studeret det med en budistisk munk, samtidig gik jeg til meditation hos Brahma Kumaris på Vesterbro, og jeg kunne altså ikke forene mig med hendes teknik. Jeg syntes mindfullness virkede for enkelt (til trods for at jeg rent faktisk ikke er i stand til at udføre en øvelse) og om en letkøbt løsning. Måske var det også bare hende, jeg ikke brød mig så meget om. I ved, hvordan det er, mennesker man ikke helt er på bølgelængde med har svært ved at lære en noget, hvor imod en man svinger godt med, er man meget mere lydhør overfor. I sidste ende, så jeg meditation som en vej til spiritualitet - og mindfullness har bare ikke den vinkel. Men med min viden omkring meditation, så vil mindfullness medbringe en bedre lydhørighed overfor dig, din sjæl, dine behov osv - så mindfullness er nok en mere 'moderne verden accepteret' metode til spiritualitet. Og det skal vi nok bare være glade for. Der er jo ingen fast vej mod bedre indsigt til dig selv og din verden.

Ihvertfald går jeg et travlt, travlt, travlt semester i møde og al erfaring siger at det medfører en stressfuld, tårevædende, panisk-angst præget verden for mig, som studine. Hvilket bedre tidspunkt er der så, end at begynde på (og igen) på meditation? Artiklen fra min fagforening tiltrak mig ihvertfald (universe knock-knock joke) og med de nedenstående øvelser, som virker lige til, er der ingen undskyldning for ikke at give det et-go.

”Der er ikke mange af os der kan fokusere på ret meget i mere end et par sekunder af gangen. Men du kan træne din opmærksomhed til at være der, hvor du gerne vil have den” (Rasmus Hougaard, stifter Potential Project)

Øvelser er fra http://www.ftf-a.dk/ artikel om "Mentaltræning vinder frem på arbejdspladsen"

1: Ti minutters mindfullness træning
- Sæt dig godt tilrette
- Luk øjnene og fokuser på åndedrættet
- Tæl åndedragene
- Giv slip på distraherende tanker og vend hele tiden tilbage til åndedrættet.

2. Et minuts pause
- Gør som ovenfor, hvor du tager tre indåndinger og udåndinger.

”Ved at gøre det en gang i timen vender du hele tiden tilbage til det, du er i gang med,” fortæller Rasmus Hougaard.

3. På vejen hjem
- Når du kører hjem, så brug tiden på at rette fuld opmærksomhed om åndedrættet i fem til ti minutter.

Yogist igen

Som dem der har fuldt min facebook de sidst epar dage nok vil bemærke, så er der komemt små host op af diverse yoga-relaterede artikler.
Jeg har førend dyrket en del yoga, ikke meget, et par gange om ugen, og jeg kunne trodsalt næsten sidde i fuld lotus og svingede mig ubesværet frem i kobraen.

Ikke så meget mere.

Når sommeren kommer og jeg har ferie fra studiet, fyldes mit hoved altid med en masse ting jeg gerne vil nå at lave og få inkorporeret i min hverdag: masser af løb, andre sysler og i år, også yoga. Jeg er så småt begyndt at tage det op igen.
Lørdag inden jeg skulle på arbejde, nuppede jeg yogamåtten ved siden af sengen og luntede søvndrukken ind i stuen. Jeg stillede mig op, klar til solhilsen og idet jeg bøjer mig forover må jeg konkluderer års pause med stræk og increase i løb ikke kan anbefales for smidigheden ;)
Søndag, mens pandekagedejen stod og stod, svingede jeg mig ned i solhilsen og andre sidelæns stræk.
Igår brugte jeg en solhilsen som opvarmning for min styrketræning, og idag, inspireret af artiklen "Yoga for Runners" tog jeg en solhilsen, efterfuldt af en hurtig trekants- og sidelæns stilling.

Jeg har lyst til at være igang med yogaen igen, og ser frem til at være tilbage på det stadiet jeg var på, da jeg kom hjem fra yoga retreat i Brasilien. Det er lidt ligesom løb, det flow jeg kommer ind, er jo berusende :)
Indtil jeg når det stadie af flow i stillinger og vejrtrækning, så er der bare rigtig meget ømhed der skal overkommes :)

Harry Potter, lange vandreture og brunch maniac

Min søster og jeg var inde at se danmarks premieren på Harry Potter and the Deadly Hallows - part II, klokken gudhjælpemig 00:01. Men hvad betyder det, når man så kan kalde sig én af de mange (hundrede) første som har set filmen? Intet :)
Det var en brilliant film! Sjældent har jeg haft lyst til at starte en film forfra, når jeg har set den færdig, men jeg må sige, jeg GLÆDER mig til at kunne se den igen. Vi ahr sågar aftalt en Harry Potter-weekend, hvor den skal stå på alle 8 film, is og muffins-med-fancy-hatte :)
Jeg ved ikke helt hvad der kan beskrive oplevelsen af filmen, andet end bare perfekt og veloverstået. En era er slut uden det er sørgeligt :)

Både min søster og jeg troede lidt at vores største udfordring blev at holde os vågne til filmen, hvilket gjorde vi begyndte at føle os lidt gamle ;) Men den største udfordring viste sig faktisk at finde hjem til vores storebrors lejlighed i Vanløse. Vi tænkte vi var smarte lige at smutte end på Hovedbanen for at fange en natbus der, men rygterne lød at den først kørte fra Rådhuspladsen, så vi stavrede tilbage igen og hen til den store gruppe ved bustoppestedet. (Det måtte jo være der) "Desværre" var der over en halv time til bussen kørte, så vi tænkte (smarte, som er) at, vi ville gå op til Nørreport og tage metroen. Snydt, snydt, snydt. For den kørte ikke, så vi endte med at tage natbussen fra Nørreport alligevel.
Ingen af os er velbevandret i de nordvestlige gader, så det var kun udfra nogen gamle rustne pejlepunkter i min hukommelse, fra dengang jeg kom i nordvest-kvarteret at vi kunne hitte hvor vi skulle stå af bussen. Det er dog lidt svært at finde de rustne pejlepunkter frem, når søsteren ved siden af pludrer i et væk ;)
Men af kom vi ved Hulgårdsplads og så var det blot at dreje ved Bella Badet (nydelig bygning forresten) og vandre i solopgangens skær.

Trætte ankommer vi til broderens lejlighed, med hans søde kones ord i ørerne "døren kan binde lidt". Ja tak, det tror vi nok lige! Efter at have prøvet alle nøgler og alle dørkneb i bogen, besluttede vi at prøve indgangen fra baggården. Så jeg efterlod søster-lystig i opgangen og begav mig vej om i gården, prøvede alle 4 nøgler i begge døre (det er altid den sidste) og huskede på Sofies ord, en gang vi skulle op fra gården: "det ved døren med det røde skilt" (Hurra, for Albredtsens røde dørskilt, for ellers ligner alle dørerne hinanden)
Igen, frem med nøglerne og prøve dem en efter en. Til sidst lykkedes det mig at komme ind gennem døren og åbne for søster, der sad ude i den mørke opgang. Et kort øjeblik troede vi ellers vi ville blive nødt til at sove i opgangen :)

Næste dag - lad mig rette det, til et par timer senere, stod vi op og drog i småregnen ned mod café Klimt ved Nørreport station. Mit absolut favorit brunchsted i Kbh. Vi bestilte selvfølgelig bare the basic inkl. pandekager og som prikken over i'et, 2 Super grande Latté. Vi havde trodsalt været op hele natten og kun sovet få timer. Der var så mange tallerkner på bordet at vi måtte tage en stol til låns. Og Mums! der er altså intet som bacon, æg, pandekager og kaffe om morgenen.
Efter at have fyldt os til randen, gik vi ned på biblio for jeg skulle finde materiale til min BA. Heldigvis havde jeg været forudsigende at tage en Hägloff og et net med, og selvom jeg afslog søsters tilbud om at gå med op og holde bøger, sagde jeg pænt nej. Jeg skulle jo ikke have så mange. Mmhuum... derer nu en pæn stor stak hjemme på mit bord :)

Sidst på eftermiddagen, en anelse trætte, besluttede vi os for alligevel liiige at tage et sidste smut forbi Baresso inden vi skulle hjemad hver til sit. Vi havde jo ellers været der én gang tidligere mellem biblio og gummistøvle-shopping. Her sad vi og sludrede og stenede til min søsters grineflip, der pludselig kom over hende. Hun har nu sådan et herligt grin :)

Hov hov! Halv-marathon på vej

Der er 11 uger til København Halvmarathon. Jeg havde lidt håbet at der var lidt længere tid til for jeg synes 11 uger er en anelse frygtindgydende, når jeg kigger på den teoretiske planlægning.
Men måske det er på tide at jeg ligger den på hylden? Selvfølgelig skal jeg stadig planlægge og følge træningen, men der er ingen grund til panik bare fordi jeg ikke når 1-2 uger af træningsprogrammet. Og her er hvorfor:

Jeg er igang! Jeg har løberytmen. Jeg kommer nemmere i flow. Jeg taber mig. Jeg lytter mere til min krop. Jeg passer bedre på min krop. Jeg har løbet jævnligt i flere måneder. Jeg er i bedre løbeform både fysisk + mentalt end jeg var sidste år. Så selvfølgelig er jeg klar! Selvfølgelig skal jeg med! Det er jo det jeg gør det for: sejren. flowet. friheden.

Fordi jeg bare elsker det!

Skal du os med..? Så meld dig til her: http://www.sparta.dk

Als-idig

Jeg har været endnu en lille tur på Als i det fjerneste fjerneste hjørne af landet – sådan føles det ihvertfald. Jeg synes Als er langt, langt væk, og jeg har haft en meget klar idé om at det var et trøstesløs, kedeligt og anelse fordrukkent og nedsunket del af landet.
Men her i weekenden var der alligevel noget som fik mig til at se det lidt anderledes (om det var det strålende solskinsvejr skal jeg ikke kunne sige) men ihvertfald slog det mig at måske er livet i udkantsdanmark ikke kedeligt og langsommeligt, men egentlig bare et stille liv? Og det er der på en måde noget harmonisk og enkelt over.
Jeg må dog indrømme at jeg synes det virker skræmmende at en landsdel på 321 antal kvm er så afhængige af to store koncerner, som Danfoss and Linak. Hvis de to forsvinder eller blot den ene, så er Als jo enddnu mere lagt i dødsstødet. Og jeg kan ikke undlade at tænke at der har siddet nogen kommunale politkere og sovet i timen for år tilbage, siden man kan lade det gå så vidt at lade kommunens borgeres levebrød og Als’ eksistens være afhængig af kun to virksomheder.
Jeg har intet imod store virksomheder, dette er ikke en hetz imod den store kapitaliske ræv, men jeg synes der er noget skræmmende og samtidig frygtindgydende fascinerende, når jeg kører gennem Danfoss-land. Der er noget meget storebror-agtigt over den måde Danfoss og Linaxk har hold i Als på, Danfoss som faderen og Linak som den mindre storebror. Det er jo en win-win situation indtil videre: så længe Danfoss og Linak består med deres massive produktionsbygninger spredt på Als, så vil Alsianere have mulighed for et arbejde. Og den måde hvorpå Danoss virker at tage sig godt at lokalsamfundet vil de have nogen loyale medarbejdere.

Bo og jeg tog ud på en lille køretur rundt på Als om mandagen inden vi skulle hjem. Rent på må og få endte vi ved Sandvig og begyndte at gå rundt om Stevning Næs. Og det var jo en rigtig fin tur! Med udsigt til næsset på den ene side og grønne marker på den anden. Med vind og masser af sol gik vi langs jordstien og faldt over en kæmpe blå bille der skyndte sig over vores vej. Det er århundreder siden jeg har set så kæmpe en bille, så den blev offer for vores mange bille-der.
Bo havde lørdag aften vist mig den naturlige havn i Dyvig og vi kørte derfor derhen igen, da der ligger det yndigste svenske badehotel dér. Det er ejet af en dansk skibsredder, og medarbejderne er danske, men stilen er så fantastisk svensk sommer at man kun kan synes om det. Vi sad i de hvide havemøbler i den bagende sol og nød en frokost (hvor jeg er ked af at sige det, jeg tænkte det var lidt dyrt, men du havde aldrig fået så meget mad for de samme penge i Kbh) Jeg må dog sige at jeg havde set frem til at få en latté, men siden badehotellet er opført i gammel 1890’er stil med mad og indretning, så var der ingen latté at få. Jeg endte dog med alligevel hos den meget grønne tjener at bestille en ngoro ngoro (stempelkaffe) og kage til at nyde bagefter (ja, navnet forførte lidt, selvom han sagde det var stempelkaffe, men come on; ngoro ngoro? Det må simpelthen googles) Det var en rigtig god oplevelse på det elegante Dyvig badehotel med deres 1890’er indretning, tykke servietter og dejlige udsigt. Jeg følte mig helt som en badehotels gæst: afslappet, forkælet og sommerlig.

Dyvig Bade hotel – tid til forkælelse tid til ro tid til afslapning alene eller to…

iForms Kvindeløb 2011 10 km

Så er dagen oprindet og jeg skal ud at løbe 10 km med min søster til iForms Kvindeløb.

Vi startede med lidt morgenmad og kaffe på Baresso inden vi tog mod Frederiksberg station (i god tid selvfølgelig, for det har de sidste par års erfaringer lært os) og tilbragte en god rum tid i solen og slappede af.
Vores kære mor kom ind med den lille mammut Manse og var bagageholder, mens vi traskede ud i startfeltet og ventede varmt under den bagende sol på startskuddene. (forresten en fantastisk skæg opvarmning der var)

*bang* de første løbere afsted *bang* endnu et hold *bang* et til *BANG* så er det os! Startet er gået og vi trykker på pulsurene, starter iPodsne og sætter blikket mod horisonten (i dette tilfælde asfaltvejen der strækker sig forud, men alligevel...) og vi er afsted.

Vi besluttede os for at følges af hele vejen, for nu var der pludselig noget skægt vi skulle finde på aat lave til over målstregen, og så nytter det jo intet at den ene er 400 m foran den anden. Så er logistikken helt forkert!
Vores tempo er fin, vejret er varmt, vinden blæser lidt og folk klapper. Jeg var fuld af overskud og havde lyst til at klappe og sige "kom så, de damer" men det blev ved lysten.
Man løber i omgange ved iForms kvindeløb, og alle der har deltaget kender sikkert lige det punkt hvor man når rundt om hjørnet og kan se "Mål" nede for enden - og man tænker: "Nææh.. hold da op.." - og det gør de så. For få sekunder efter ser man at man skal dreje en gang til venstre inden man får lov at løbe over målstregen. Dén snød mig sidste år, men næh nej, niksen biksen, ikke i år! I år husker jeg at ruten tager en krumning og suser der ud af.
Da vi når til målstegen og skal holde til venstre for at løbe endnu en runde, råber jeg til min søster (der er en del larm) "Er du klar til det historiske øjeblik?" og vi suser under banneret og videre ud på de sidste 5 km.
Der bliver hurtigt tyndet ud i løbeflokken og der bliver hurtigt mere stille, vores fart går også lidt af, men humøret bliver bedre da vi er over Zoo-bakken og videre ind på Frederiksberg.

Fulde af voerskud og fulde af små snak runder vi de sidste gadehjørner og ser det endelige mål for vores 10 km: Vi sæter lidt mere fart på, og da vi nærmer os målstregen vender vi siden mod hinanden og danser ind over målstregen - glade og tilfredse! :D

10 km på tiden 1.10.44 - helt perfekt!


Søster og jeg: klar og parat i solen :)



Mette der har smagt en cultura shot med jordbær og flåter ;)


Den lille mammut Manse der lige har kildet Mette under armene - læg mærke til hans "Hva..?" udtryk :)

Løbestatus VII mod 10 km

Jeg skulle mandag morgen ud på 20 x 2 x 10 x 2 x 5 minutters løb, og jeg havde altså ikke den store lyst og tænkte at 20 minutter var laaang tid! Men som altid, afsted det går og det ender altid med at være super fedt at være ude på skovstierne og asfalten :)
Fredag ednte jeg med at løbe ind mod Helsingør (og når jeg siger endte med, så lyder det jo som om at det slet ikke var planlagt. Og det var det heller ikke 100% forstået på den måde at jeg ikke havde taget den endelige beslutning inden jeg drog ud og sagde: nu løber jeg til Helsingør. Men som det altid er, så havde jeg jo forberedt mig ved at tage en energi bar og cyklenøgle med - just in case ;)
Og som det selvfølgelig viste sig - for beslutningen var jo taget da jeg drog ud af døren - endte jeg i Helsingør. Undervejs var ejg en tur i skoven og hen langs stranden. De siger det er godt for leddene og styrkelsen og at det er hårdt ved jeg godt de siger, men jeg havde da godt nok ikke lige satset på at jeg blev SÅ forpustet af det - men fedt var det :)
Så jeg nåede ind til Helsingør på 55 min og omtrent 10 km.

"Jeg er så meget klar til iForms Kvindeløb!"

Løbestatus VI mod 10 km'eren

Tirsdag
12 x 2 x 12 x 2 x 12 min = gik super fint, selvom jeg ikke havde den store lyst men det er jo dejligt at være ude :)

Torsdag
Løb i 30 min = jeg ser altid lidt mere frem til de løbeture som er i et træk. Det må være smagen af den gamle løbestil der tricker mig :)

Lørdag
15 x 2 x 10 x 2 x 5 min = glimrende løbetur, hvor jeg fik nemt og fint tempo med overskud (bortset fra den sidste 5 min tur, hvor jeg vist kom lidt for hurtig i løb for jeg fik sørme sidestik)

Hold op hvor det går derudad, hva? og jeg har godt nok fået noget appetit :)

Smag på Peter

Det var ellers meningen at jeg ikke skulle købe en ny omgang espresso kaffe, da vi tog i føtex. Men så står vi alligevel foran Peter Larsen og alle hans kaffer og kigger på de nye han har sendt på markedet. Jeg mistænker lidt Bo for at være lige så interesseret i kaffe, som jeg er i at drikke det, for vi kan begge lide at tage en forskellig fra gang til gang og smage forskel. Jeg smager, Bo betaler :)
Så vi tager den Økologiske Gourmet Espresso Etiopisk Mocca og siden vi ikke har en kaffekværn derhjemme, må vi bruge føtex’. Men sådan en må vi, for rengøringen af dem i butikkerne er vist tvivlsom. Ihvertfald bliver jeg lidt chokoret over hvor sur kaffen dufter da den bliver malet, og jeg venter mig derfor ikke meget af den.
Heldigvis er duften mere moderat syrlig da vi når hjem, og jeg går igang med brygge mig weekendens første latté – med omsorg, for jeg kan bruge en god kop.
Så jeg hælder forsigtig (nogenlunde) den rette mængden vand op, tager 4 tsk kaffe og ligger jævnt og en lille anelse fast i espresso kanden, og sætter den på komfuret.
Mens kanden varmes op, gør jeg mælken klar, og inden længe er der en dejlig chokoladeblød duft af kaffe i køkkenet. Hvilket ejg virkelig ser som en plus – det er trodsalt chokolade, så jeg begynder nu at glæde mig endnu mere til at smage koppen.
Mælken bliver temperet til de rette grader til da espressoen er brygget færdig, og den har en fin mørk glød. Mælken skummes og jeg hælder stille den mørkglødede espresso i mælken.
Jeg tager en slurk og smagen er: blød skarp delikat = lige som den skal være.
Jeg giver Peter Larsen Økologiske Gourmet Espresso Etiopisk Mocca 4,5 Louise kaffebønne :)

Løbestatus V mod 10 kilometeren

Jeg er begyndt at blive nemmere forpustet når jeg løber nu. Jeg giver skylden på pollen - og det gode vejr, selvom jeg ellers ikke er mærket af vejrtrækningsproblemer. Men det er ikke noget der er til hinder for at jeg ellers lunterløber der udad. Mit ben har det nogenlunde igen, og når jeg fokuserer på at slappe af i benet når jeg løber, så hjælper det på det. Det er dog gået op for mig at dengang jeg styrketrænede havde jeg ikke problemer med skinnebenet, så jeg lægger 2+2 = at styrketræning vil have en effekt på det. Derfor skal der til at være fokus på træning af underben (og andre) Min 25 minutters løbetur for ugen gik glimrende og selvom jeg frygtede lidt for min 40 min lange løbetur lørdag morgen i 12x2x12x2x12 min, så gik det overraskende godt! Fantastisk!
Samtidig er jeg begyndt at cykle en del, og jeg kan minsandten mærke at der er nogen andre dele af musklerne i spil når jeg padler rundt i pedalerne – også er mine balder generelt lidt ømme, som om de ikke var vant til at lave noget. Underligt, vil jeg nu nok synes, men nu synes jeg altid det er rart når jeg kan mærke på min krop at jeg laver noget fysisk.

Løbestatus IIII mod 10 km

Når jeg kigger tilbage hvordan denne uges løb har været, så ser det ikke positivt ud. Alle tre ture har været hårde og strenge at kommme igennem. Selvom jeg må sige at mandagens løb med syrer var en skæg oplevelse - det er altså sjovt at mærke. Dog går det mere og mereop for mig at min kost virkelig betyder meget for min løbetilstand. Det er så meget hårdere at løbe på en usund kost end på en sund - og selvom jeg tit har nævnt at "NU må der gøres noget! NU skal jeg ændre min kost! osv. osv." så vil jeg gerne nævne det igen: NU NU NU er jeg simpelthen tvunget til at lægge min livsstil om, hvis jeg skal løbe de løb jeg vil løbe. Så nytter det dælme ikke noget at jeg lever af yoggi, kaffe, brød, slik og muffins. Jeg skal bare tænke tilbage på hvor forfærdelige løbeturene bliver fordi min krop er pumpet fuld af fedt og tomme kulhydrater, også skal motivationen for at lade cookien ligge nok være der.
No wonder jeg er rigtig træt om morgenen, var min ene tanke da jeg nærmest luntede igennem skoven. Kaffen bliver altså ikke lagt på hylden, næh nej, niksen biksen Karen Blixen - jeg beholder den afrikanske kaffe til mit daglige indtag. Men jeg vil gå med til at droppe muffins-med-fancy-hats og alt det andet jeg småguffer, og så gå over til noget mere salat og en god gedin rugbrødsmad - ammenam! (jeg må ihvertfald sige at min klapsammen med spegepølse igår var fortrinlig!)

Jeg må nok klemme et lille "men" ind, eller måske jeg skal kalde det for et håbefuldt "men", for samtidig med jeg spiser sundere, mon så ikke min krop bliver bedre til at restituere sig selv? Der er ihvertfald en voksende ømhed i mine muskelhæftninger i læggene ned til foden - især på venstre ben, som bekymrer mig en del efter morgens løbetur.
Jeg går nu et par dages hvil i møde pga. konfirmation i Sønderjylland, så næste løbetur bliver tirsdag - og så vil jeg se hvordan muskelhæftningerne har det der. Jeg vil ihvertfald slå koldt vand i blodet for nu og begynde at lave nogle styrkende øvelser til benene.

Løbestatus III mod 10 km

På min første løbetur i ugen oplevede jeg et fænomen jeg ikke har oplevet i meget lang tid – nemlig syre i benene. Det er lidt mærkeligt plludselig at begynde at mærke ens muskler når jeg løber. Jeg mener, jeg er ikke komplet ny – ømheden burde være overstået. En af grundene kan ligge i variationen af løbene med intervaller af løb og gå.
Ihvertfald var jeg full on power da jeg onsdag aften tog ud på en 25 minutters løbetur. Je spurtede bare derudad (sådant føltes det ihvertfald) og det var virkelig virkelig coolt! Komplet flow og fart i benene! Skønt, skønt, skønt!
Jeg må så dog indrømme – og jeg er bange for det er en virkelighed jeg virkelig må tage seriøs snart – at kosten er så utrolig vigtigt en del af at løbe! Fredag var min sidste dag i praktik og jeg havde derfor medbragt masser af hjemmebagte muffins med fancy hats til afskedshyggen.




Masser af disse mufins-med-fancy-hats endte i min mave. Hvilket resulterede i et hårdt, hårdt løb lørdag, hvor jeg virkelig ikke nød at løbe afsted. Fine er de – men ikke fine for kondien ☺

Løbestatus II mod 10 km

Jeg rykkede og planlagde mine løbetræning, på trods af “tungere lunger” og ville løbe ondag – fredag – søndag i denne uge. Chris MacDonald siger at det kan gavne forkølelse osv at tage en løbetur selvom man er sløj for forkølelse. Så hvis det booster immunforsvaret at tage en løbetur er jeg ikek fej for at prøve.

Jeg planlagde løbetræningen efter Bo og mins tur til ikea og shopping med min søster, men hvad det end er jeg har i lungerne ser ud til at få grebet i mig. (Sammen med samling af klædeskab.) Onsdag aften måtte jeg ihvertfald afskrive som ikke-løbedag, da det tog længere tid at samle klædeskabet end forventet og jeg samtidg var ret træt og sløj.
Så derfor satsede jeg på at løbe fredag, da jeg havde det en del bedre. Men det endte med en lidt længere arbejdsdag, og kaffe med Melissa ☺
Så derfor tog jeg tyren ved hornene, satte vækkeuret til kl 6 lørdag morgen, spændte løbeskoene fast og luntede ud i den tidlige morgen med en potion selvdisciplin. Det var simpelthen bare en skøn tur(!) i den første forårsmorgen med lunt vejr og fuglesang. Og gav mig virkelig et boost af dugfrisk energi til en glad dag ☺

Så som sådan er jeg reelt set er to dage “bagud”, men jeg regner med at det går alligevel, og at jeg får det indhentet efterhånden. Den næste uge er ihvertfald godt planlagt med løb, så rytmen kommer igang, og så kommer der en uge med aftaler, arbejde og konfirmation, der gør rytmen med hver anden dag skrider lidt. Det bliver dog ikke noet problem, for jeg har nemlig tilmeldt mig iForms Kvindeløb d. 8. maj til en spændende 10 km - og det blier sgu fantastisk!

Løbestatus I mod 10 km

Jeg har været rigtig dygtig til at udskyde mine løbeintervaller og i et kraftigt forsøg på at komme ind på banen igen starter jeg nu på et løbeprogram fra iForms bog “Løberens Nye Håndbog”(!) En glimrende bog med masser af info på løb, som jeg har guflet i mig de sidste par uger. Så nu jeg har taget fat på den letøvedes program, i en uge der blev tæt booket med familiebesøg, forberedelser til fastelavnsfest og praktikrapport-skrivning.
Alligevel formåede jeg at komme ud på de tre løbeture, og det er ret så rart at være igang igen. (selvom jeg måtte sande at en løbetur efter en fest, hvor jeg har drukket og spist en masse absolut blev en pruster – en erfaring rigere)

Nye vinterstøvler og forårsnemmelser

En af benefitsne ved at være i praktik i fields er at jeg tit kommer rundt i centret og kan skimme gennem butiksfacader hvad butikkerne har. Igår så jeg at Jette Riis havde støvler på tilbud til 99kr og faldt over nogen stykker der bare kunne være interessante.
Fælden er jo også lidt at når vi går fra morgenmøde så kommer jeg lige forbi Jette Riis, så det er jo svært at holde sig væk. Så idag stoppede jeg op og kigede på noen dejlige lune brune støvler, og tænkte: "jeg vil alligevel have en ny vinterjakke til næste vinter..." så da min mor kom forbi fields idag med min lille niece og sagde at de var bare nogen gode tøvler og det skulle jeg da helt sikkert, jamen, så løb jeg ned efter frokost, hoppede i en 39 og svingende kortet igennem maskinen!
Om hvor vidt det er fordi foråret er sat ind, solen skinner og dagene bliver lysere og lysere, så er min trang til at forny hele min garderobe bare kommet op i mig, og jeg har planer om det ene og andet indkøb af tøj og sko og tilbehør. Jeg får endda lyst til tage min gamle grønne læderjakke på igen!
Det føles altså egentlig bare rigtig godt at ville folde mig lidt ud!

Jeg har skrevet et brev til mig selv.

Det er åbenbart et halvt år siden at jeg stoppede i gruppe, for jeg har fået mit afskedsbrev med posten. Brevet har fået lov at ligge et par dage, men nu har jeg læst det. Og jeg er i tvivl om hvad jeg føler for det. Jeg ser det som et brev fra en ven – ikke en helt gammel ven, men en ven: om at være fortabt med ar på sjæl og krop til bevidstheden om at jeg skal tage højde for mig selv til håbet om at jeg er stærk nok til at komme gennem de små sorg perioder der kommer.
Jeg er bevidst om den skal jeg stadig er i. Det positive er, at jeg faktisk har rykket mig et lille skridt i retningen af at komme ud af det: jeg har sovet hos en veninde, og endda inden fortalt hende at jeg ikke er vant til sleep-over. (Hvilket hun heller ikke var!) Og det skal ikke være nogen hemmelighed – jeg savner veninder.
Jeg er stadig hård ved mig selv. Og her savner jeg måske terapien lidt? Det var trodsalt det sted hvor det hele startede, hvor jeg havde mit sted, og hvor der for første gang i mange år blev en plads til mig. Og det var som om hårdheden blev lidt mindre “derinde”.
I brevet prøver jeg at minde mig selv om at jeg er kommet hjem, og at det ikke er svært for mig at finde hjem – det er lige her inde i hjertet. Og jeg beder da en gang imellem et par ord til Baba, eller siger lige hej.
Det vrker blot som om jeg har prøvet at være håbefuld for mig selv i mit brev, det er bare ikke umiddelbart den følelse jeg får, når jeg læser det.
Jeg tror altså ikke brevet helt rigtigt er som det skal være…(?)

Nu tager jeg det sgu lidt forfra. JEG er i dårlig humør idag. Ikke fordi der er noget sønderligt galt. Men åh, hvor skal der ikke meget til at jeg synes noget / nogen er irriterende! Men måske de små ting, som gør jeg tænder lidt af (kun fordi jeg er hormonernes boldgade) alligevel kan vise mig betydningen af ting der rent faktisk går mig på. Også
Også kan jeg ikke lige se den dybere mening med hvad jeg laver (endnu en af fordelene ved at være i hormonerns vold, jeg bliver tvunget til INDSIGT) Men der er det min løsning kommer fra en SKYFRI himmel gennem et telefonopkald. En af mine veninder er i øjeblikket gennem en svær tid pga. arbejde, men så kommer hun og fortæller om det nye job og jeg synes bare hun POWER igennem selvom det er en hård tid for hende. POW POW POW! og det er lige præcis dÉn følelese jeg vil have: af travlhed, af overblik, af nu-er-jeg-igang, af dam dam dam! produktivitet! føle jeg får lAvet noget!
og alle de planer jeg har! Læse om det ene eller andre ting for skolen, lave tegninger / projekter - virkelig bare føle jeg er igang, gang, gang

tilbage i det gamle løbe-mode

jubii! Har endelig en uge hvor jeg har noget at løbe de 3 gange jeg skulle. Jubii, jubii, jubii! Og har lige set på endomondo at det er en fin gennemsnitslængden jeg har. Da ugen startede var min tanke nemlig: "åh! Bare det jeg kommer UD at løbe så er det en 'sejre'..." jeg var virkelig ikke optimistisk, men mere træt af mig selv over jeg ikke fik løbet. Men nu tegner det hele til at jeg er ved at være tilbage i mit gamle løbe-mode. Jeg havde ihvertfald lyst til at fortsætte lidt længere idag :)

Sådan!

Afsted afsted!
Ik noget med at liiige at slappe af på sofaen - næh nej!
Bar af med støvlerne, bukserne, trøjen og de mange toppe, så uldsokkerne og de almindelige strømper og så ned i helly hansen undertrøjen, løbeblusen, løbejakken og lysvest, løbebukser, sko, hue og vanter.
Udstyret med endomondo, iPod og en lille portion "jeg-er-ikke-bange-for-mørke-og-blæsevejr" ned i bilen for at blive smidt af et sted på Nordre Strandvej også derhjemad.
Med lysten i benene, et smut til højre op af Ellekildehavevej inden hjemad til varme, musik og kamillethe med mælk.

Og hvor er jeg glad for jeg liiige kom afsted på små 3,5 km :)

...op på hesten igen...

...også kom den lille dødsrunde alligevel... Efter jeg startede i praktik er mit løb begyndt at blive ret tvivlsomt. Jeg prøver at sætte mig planer, indskrive løbeintervaller i min kalender og virkelig tænke "NU! nu sker det!" men det gør det ligesom ikke rigtig.
Som undskyldning kan det siges at jeg også har været rigtig træt. Og det er der mange grunde til. Men kampfuld af nedern er det stadig når jeg endelig begynder at runde de 7-9km 3x i streg også langsomt må begynde forfra igen med de små 5 km pga pauser. Mit princip er at tage de små løbeture (4-6 km) i min. 1-2 uger for at komme ind i rytmen igen, og selv det har jeg svært ved. Det er som om jeg toppede ved den uge hvor der for alvor kom kilometer på distancerne...?
Så mens jeg gør mig en masse tanker om hvornår, hvor meget, hvordan jeg gør en masse for at føle mig sund, så handler det i sidste instans jo blot om at komme op på hesten igen. Hyp, lille Lotte.




Ja, fordælan da. Hyp, hyp, hyp! :D

To stille uger

Endnu en uge går på hæld og jeg må indrømme at mine løbe intervaller begynder at sprede sig en anelse. (Jeg vil gerne skyde skylden på eksamens presset.) I denne uge har jeg igen formået "kun" at løbe 2 gange, og nogen relativ korte ture på omkring 5 km.

Mine dage er mærkede af at eksamen er nær, og det var mere vilje end lyst og mod der fik mig ud at løbe i fredags. Min lille tur på vej mod Skibstrup og hjem igen. I forhåbningen om at det vigtigste er at jeg kommer afsted for at holde løbestilen, i stedet for at springe over og komme ind i en dødsrunde. Og så klarer det jo også hjernen - det har jeg allerede oplevet.

Jeg har fået købt mig et par kompressions løbesokker og jeg elsker dem allerede! De er bare alle pengene værd! Så glæder mig til at se hvordan det kommer til at gå med dem på i fremtiden :)

Alt i alt, efter to uger med kun to løberunder, må jeg til at ind i rytmen igen og afsted. Nu sneen - og isen, er næsten pist væk bliver det også nemmere at lægge lange og sene aften ruter uden at skulle tænke på hvor fortovene mon er dækket til? Det betyder samtidig også at jeg skal igang med interval træning og længere ruter, så der kommer nogen kilometer og fart i benene. Farten er de ihvertfald allerede begyndt selv a tage fat på :)

Fra A - B uden problemer

Alt ser ud til at gå rigtig fint med min løbetræning!
Efter jeg har fået mit nye løbetøj, er der intet der kan slå igennem mig. Jeg er en ren ninja over is, sjab og sne.
Derfor tog jeg udfordringen op og løb ind til Helsingør i tirsdags for at forny mit periodekort. En tur på iForm Ruteplanner der skulle være 7.8 km, men ifølge endomondo blev det en rute på 8.45 km.
Dagen før nytår løb jeg også de 7.et-eller-andet ud til Hornbæk plantage, men forskellen på de to ture var at jeg ikke vidste hvor langt der var til Hornbæk plantage og tilbage igen, hvorimod jeg udemærket godt vidste kilometerne jeg skulle igennem for at komme til Helsingør. Også ville jeg end ikke være kommet hjem igen!
Men afsted jeg drog, og mens fødderne trippede derudad måtte jeg få styr på det rent mentale. At det eneste der reelt var udfordringen var ikke at det var 8 km men at jeg skulle fra A-B uden at komme hjem til A igen.

Og det var en fed tur! Svært at løbe, for folk er stadig rigtig dårlige til at rydde sne, men heldigvis er der mere offentlig vej ind til Helsingør, så der var længere stykker vej der var ryddet.
Men en rigtig cool tur! Jeg havde det så godt med mig selv bagefter! Syntes faktisk det var ret sejt gået!

Torsdag drog jeg så ud på endnu en lille tur, min klassiske 5.45 km gennem Ålsgårde over Skipstrup og hjem igen. Her fik jeg virkelig mærket fordelene ved at spænde skoene på fødderne og komme derudad! For lige så træt jeg var da jeg kom hjem og skulle afsted, lige så frisk var jeg da jeg kom hjem igen! Det var virkelig lækkert!

Så løbene går fantastisk! Mit mod er højt og min (julenytårs) form fin. Jeg er inde i en god rytme og får opbygget en god potion selvdisciplin, som også giver sig udslag i svømningen/apneaen og skolearbejdet. Det er som BS siger: Når det gør ondt, så ved vi at vi udvikler os. Dog kom jeg ikke ud på den sidste løbetur i weekenden da mine skinneben efterhånden er ømme igen, så dem passer jeg på et par dage.

Det dukker vist op igen...

Jeg har drømt nogen meget aktive og ret underlige drømme på det seneste, næsten hver gang om at jeg bevæger mig et sted hen inden jeg vågner. Forleden drømte jeg om min far, og at han mente vi skulle tale om det. Det har jeg så tit tænkt vi skulle. Men jeg lukkede i som en østers, vendte ryggen til og forsøgte at skjule det uendelige raseri der ligger i mig. Så jeg taler behersket, højt, vredt og såret istedet. Nej, det skal vi ihvertfald ikke. Og jeg mærker hvor vred jeg er indeni. Hurtigt og først den skjulte vrede som virkelig vil lange ud, men ikke får lov - og så tårerne, der kravler frem under huden fra tårekanalerne, men som jeg ikke vil vise. Alle de følelser i et splitsekund. Og så er det vist nok at jeg vågner.

De siger man lærer at leve med det. At håndtere det. Nogen gange er jeg lidt i tvivl om det nogensinde stopper, eller om vi bare lever videre. Men måske er det også det samme.