Wednesday, June 30, 2010

I mit utopia

I mit utopia bor min far med min mor. De danser som dengang jeg var lille. Planlægger, arrangerer og håndterer vores ferier og aftensmad, som var de partnere. I mit utopia giver far mig snedige råd, og hjælper mig ud i verden. Han bærer flyttekasserne til bilen og borer mit spejl op på væggen. Han er min stille, urokkelige, stærke far, der må alt og kan alt. I mit utopia er mor glad. Hun gør alle de ting, hun så gerne vil. I mit utopia er mor lykkelig. I mit utopia snakker jeg med min bror. Vi griner sammen, pjatter sammen med Sofie og Laura. Vi spiser sammen og han fortæller mig en masse kloge ting, om forretninger, ledelse og han giver mig gode råd, om at gribe fat i mine ambitioiner. I mit utopia griner min søster og jeg fra hjertet. I utopia er vi en rigtig familie. Vi snakker sammen, griner sammen, balancerer ting sammen, laver ting sammen, hjælper og faktisk elsker hinanden. I mit utopia kan jeg hvile sikkert. I mit utopia bor min familie.